Retssag mod Camerons tidligere spindoktor må gå om

Skrevet af admin

30/06/2014

Mest læste i dag

En domstol i London har mandag afgjort, at retssagen mod Andy Coulson, den tidligere redaktør på tabloidavisen News of The World, må gå om. Det skriver Reuters.

Coulson, der i 2007 forlod sit job på avisen og i stedet blev ansat som premierminister David Camerons spindoktor, blev i sidste uge fundet skyldig i at have medvirket til at planlægge telefonaflytninger.

Men juryen kunne ikke blive enig om de anklager, der drejer sig om, hvorvidt Coulson og den forhenværende redaktør Clive Goodman på News of the World på ulovlig vis har betalt en politibetjent for telefonoplysninger om den britiske kongelige familie.

Det er disse anklager, der nu vil blive prøvet ved en ny retssag.

Det franske nyhedsbureau AFP skrev i sidste uge, at Coulson risikerer en dom på to års fængsel for den ulovlige aflytning. Dommen ventes afsagt i denne uge.

I øvrigt har Cameron flere gange undskyldt, at han hyrede Coulson som rådgiver.

Premierministeren siger, at det var en forkert beslutning.

/ritzau/