Rousseff efter afstemning i Brasilien: Dette er et kup

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Afstemningen i Brasiliens senat om at suspendere Dilma Rousseff fra præsidentposten og stille hende for en rigsret er "et kup", der er begået af folk, der står bag værre forbrydelser end hende.

Det siger hovedpersonen selv i en tv-transmitteret tale.

- Kuppet truer demokratiet, men det truer også de sejre, vi har opnået i de seneste ti år, siger Rousseff.

I talen minder hun om, at hun er blevet valgt af 54 millioner brasilianere, og kalder i samme åndedrag den nye regering illegitim, fordi den ikke er direkte valgt.

- Det er den største risiko for landet. Denne regering er født ud af et kup og er årsag til den politiske krise.

- Jeg er stolt af, at jeg var den første kvinde, der blev valgt til præsident i Brasilien. I alle disse år har jeg opfyldt mit mandat på en værdig måde, siger hun.

Tidligere havde hun betegnet parlamentets beslutning om at stille hende for en rigsret som "en historisk uretfærdighed".

- Anklagerne mod mig er en farce. Jeg har ikke begået nogen forbrydelser, der kunne være grund til en rigsretssag. Jeg er ikke en del af korruptionen, siger Rousseff i en følelsesladet tale, hvor hun gentagne gange lover sine tilhængere, at hun "fortsat vil kæmpe imod uretfærdigheden".

Imens er hendes midlertidige afløser på præsidentposten, Michel Temer, tilsyneladende ved at trække i arbejdstøjet.

Hans nære rådgiver Eliseu Padilha, som ventes at blive udnævnt til stabschef, siger, at noget af det første, den ny præsident vil tage fat på, er en reform af pensionssystemet.

- Jeg kan ikke sige, hvor mange dage der vil gå, før vi fremsætter forslaget, men det vil blive et af de første tiltag. Ingen er i tvivl om, at det skal gøres, siger den ny præsidents rådgiver.

/ritzau/Reuters