Rusland og EU-lande er enige om udkast til fredsplan

Skrevet af admin

07/02/2015

Mest læste i dag

Efter et maratonmøde i Kreml fredag aften er Ruslands, Tysklands og Frankrigs ledere nået til enighed om, at der skal udarbejdes en plan, som skal bringe kampene i Ukraine til en afslutning.

En talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, siger, at mødet i Kreml mellem de tre ledere varede over fire timer. De nåede frem til et udkast for en fredsplan, som også indeholder forslag fra Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

Der er ikke blevet offentliggjort flere detaljer fra mødet, men talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, kalder forhandlingerne for "væsentlige og konstruktive."

- Der bliver nu arbejdet på formuleringen af et muligt fælles dokument, som vil føre til en implementering af Minsk-aftalen, siger han med henvisning til den aftale, som sidste efterår blev indgået i Hviderusland hovedstad, og som kortvarigt satte en stopper for kampene.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, siger lørdag til Reuters ved ankomsten til den årlige sikkerhedskonference i München, at han tror på, at planen kan lykkes. Merkel og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, deltager også i konferencen lørdag.

Det usædvanlige møde i Kreml mellem Merkel, Hollande og Putin fandt sted på et tidspunkt, hvor bekymringen for en stadigt mere eskalerende konflikt i Ukraine er taget til.

USA overvejer at forsyne regeringsstyrkerne i Ukraine med våben, så de kan nedkæmpe de prorussiske separatister, der støttes af Moskva. Iagttagere vurderer, at USA vil begynde våbenleverancerne, hvis de igangværende forhandlinger ikke fører til resultater.

Forhandlingerne om Ukraine fortsætter over telefonen søndag. I disse samtaler vil Porosjenko også deltage.

Flere end 5000 mennesker er blevet dræbt under konflikten i Ukraine, hvor der foregår kampe mellem prorussiske separatister og den ukrainske regerings styrker i den østlige del af landet.

En talsmand fra den tyske forbundsregering bekræfter, at dokumenterne indeholder forslag fra den ukrainske og russiske præsident, og at telefonsamtaler skal finde sted søndag.

/ritzau/AFP