Sådan gik vigtig Eurovision-prøve for Danmark

Skrevet af admin

12/05/2016

Mest læste i dag

Selvom det først er torsdag aften, Lighthouse X skal synge i den anden semifinale i Eurovision, så var de allerede på scenen onsdag aften i den såkaldte juryprøve.

Og den prøve er vigtig, for det er her, landenes fagjuryer giver deres point.

I torsdagens semifinale lægges seernes sms-stemmer så til, og det samlede resultat sender enten de deltagende lande ud af showet eller i finalen.

De tre drenge fra Lighthouse X gik på scenen som nummer 13 ud af 18, og leverede nummeret "Soldiers of Love", som de i februar vandt det danske melodigrandprix med.

- Det gik dejligt. Vi havde en lidt "øv" prøve tidligere i dag, så det var rart, at det hele faldt på plads. Det var fedt, siger Johannes Nymark.

For de danske deltagere var det også en god oplevelse at have publikum i salen under prøven.

- Det har vi ventet på, helt vildt, siger han.

- Det, at vi nu har prøvet at stå på scenen, gør at vi føler os trygge, og det er alfa omega. Men det er først nu, vi gør det, siger sangeren.

Gruppen, der ud over Johannes Nymark også består af Søren Bregendal og Martin Skriver, har ikke fået de bedste odds af bookmakerne, der tvivler på, at danskerne er gode nok til en af de 10 finalepladser.

Lykkes det ikke for dem at gå videre til det store show lørdag, er det andet år i træk, at Eurovision-finalen er uden dansk deltagelse. Sidste år var det Anti Social Media, der sluttede festen allerede i semifinalen.

/ritzau/FOKUS