Sæler går efter mærkede fisk

Skrevet af admin

19/11/2014

Dagens topnyheder

Fiskene er som en frokostklokke. Når den ringer, er der et let måltid mad for en sulten sæl.

Sådan ser det i hvert fald ud, efter at britiske forskere har fundet ud af, at sæler kan lokalisere fisk, der er mærket med særlige chips af forskere.

Chipsene udsender ifølge avisen The Independent, der omtaler undersøgelsen, en meget høj tone, som mennesket ikke kan opfange. Men det kan sæler formentlig, og når de hører denne lyd, så har de lært, at frokosten er serveret. Så er der en fisk i nærheden.

Sælen skal blot følge lyden og sætte tænderne i fisken.

Tv-kanalen Discovery har på sin netavis også talt med forskerne fra havforskningsafdelingen på det skotske universitet St. Andrew.

Forskerne fortæller, at de lavede forsøget med sæler i fangenskab. Der blev placeret mærkede fisk i en spand ét sted, umærkede fisk i en spand et andet sted, og et tredje sted var der en tom spand.

Der blev hele tiden vekslet mellem, hvor de mærkede fisk var, men inden længe fandt sælerne ud af det. De gik så efter de mærkede fisk, hvor der hver gang var gevinst.

Inden for et år blev sælerne sluppet ud i det fri ved Isle of May i Skotland.

The Independent skriver, at forskerne nu har fået en idé om, hvorfor det tynder ud i bestanden af mærkede fisk i visse områder. Medmindre der findes en ny måde at mærke fisk på, kan det gå ud over forskningen, siger videnskabsmændene, som blandt andet bruger mærkningen til at følge fiskevandringer og måle bestanden med.

I øvrigt bruges samme mærkningsmetode også i den anden ende af fødekæden.

Hajer mærkes med ultralydschips, og det kan betyde, at disse rovdyr har sværere ved at fange byttedyr, fordi byttet kan høre, når hajerne er i nærheden.

Det er svært at overraske et bytte, hvis man lyder som en brandbil.

/ritzau/