Se listen: Her er den terrormistænktes tidligere forbrydelse

Skrevet af admin

15/02/2015

Mest læste i dag

Den 22-årige formodede gerningsmand bag weekendens angreb i København er efter alt at dømme ikke blot skyldig i drabene på en 55-årig filminstruktør og en 37-årig jøde.

For få uger siden sad den i dag afdøde mand ifølge flere medier således fængslet i en helt anden sag, hvor han i december 2014 fik en dom for grov vold.

I november 2013 stak den formodede attentatmand tilsyneladende fuldstændig umotiveret en 19-årig mand med en stor kniv i et S-tog ved Ny Ellebjerg Station.

Politiet fortalte dengang, at gerningsmanden steg på toget på Åmarken Station og stod i toget og afventede lidt. Han tog herefter en stor kniv frem og gik gennem kupeen.

Da han passerede den 19-årige, som sad yderst mod midtergangen, stak han ham pludselig i venstre lår to til fire gange og truede ham herefter med kniven.

Efterfølgende opstod tumult mellem den forurettedes venner og gerningsmanden, som truede de tilstedeværende passagerer væk med kniven.

Den 19-årige var ifølge lægerne i overhængende livsfare - han var meget tæt på at forbløde.

I den efterfølgende retssag ved Retten på Frederiksberg var dommere og nævninge uenige om, hvorvidt der var tale om drabsforsøg eller grov vold.

Voteringen faldt dog ud til fordel for den tiltalte, der slap med en dom på to års fængsel.

En enkelt dommerstemme reddede ham fra at blive dømt for drabsforsøg, skrev Ekstra Bladet dengang.

Den 22-årige havde i retten svært ved at forklare sin forbrydelse. På intet tidspunkt under sagen fremstod han som en mand, der gik op i religion, skriver Dagens.dk.

Det nærmeste, han kom på en forklaring, var, at han led af angst, var påvirket af hash og tidligere selv var blevet overfaldet.

Han troede, sagde han ifølge Ekstra Bladet, at den 19-årige havde været med til at overfalde ham, og han var bange for, at han ville gøre det igen.

Ikke desto mindre fandt nævningetinget det bevist, at den 22-årige uprovokeret og uden tøven overfaldt den 19-årige og stak ham flere gange med stor voldsomhed.

Den 19-årige havde intet med overfald på den 22-årige at gøre.

Han var en tilfældig S-togpassager.

Syv dage efter forbrydelsen gik politiet ud med en offentlig efterlysning af den 22-årige, som politiet betegnede som farlig.

Men der gik to måneder, før den han blev anholdt. Det skete tilfældigt i forbindelse med et indbrud på Tagensvej i København.

At den 22-årige allerede nu var på fri fod skyldes angiveligt, at han havde afsonet en stor del af straffen som varetægtsfængslet.

/ritzau/