Selv alvorlige bombetrusler giver ofte samfundstjeneste

Skrevet af admin

19/12/2014

Mest læste i dag

Sagen om bombetruslen mod Odense Banegårdscenter fredag viser endnu en gang, at et opkald i telefonen eller en sms kan genere flere tusinde mennesker.

Normalt er straffen dog forholdsvis beskeden, viser en række domme.

Og anklagemyndigheden har da også lovet, at man vil forsøge at løfte niveauet ved at indbringe en prøvesag for Højesteret.

Målet er en større "nuancering i strafudmålingen," står der i et svar til Folketingets retsudvalg.

Det betyder, at anklagemyndigheden vil argumentere for en skærpelse af straffen i de alvorlige tilfælde med "vidtrækkende økonomiske konsekvenser".

I en sag fra Aarhus fastslog Vestre Landsret i efteråret, at samfundstjeneste på 40 og 30 timer plus betinget fængsel var det rigtige resultat for en trussel mod Handelshøjskolen i Aarhus.

Det normale er netop omkring 30 dages fængsel, som gøres betinget.

I september i år blev en 18-årig mand dog idømt 60 dages betinget fængsel, men han havde i hele tre tilfælde truet feriecentret Lalandia på Lolland.

Den unge mand skulle også udføre 40 timers samfundstjeneste.

Truslerne medførte, at politiet og brandvæsnet måtte rykke ud, og to gange blev gæster evakueret.

En trusselssag fra Odense mod et jobcenter, hvor de centrale dele af byen blev lagt øde i et par timer - har dog medført en ubetinget frihedsstraf.

Gerningsmanden fik fire måneders ubetinget fængsel, men det skyldes, at han i flere tidligere tilfælde er kommet med de stærkt generende trusler.

/ritzau/