Serbere efter nyt EM-nederlag: Nu skal vi slå Danmark

admin

|

30/03/2015

Dagens topnyheder

På papiret ser holdet fornuftigt ud, men med kun et point efter de første fire kampe er Serbiens fodboldlandshold i store problemer i EM-kvalifikationsgruppe I, hvor Danmark er en af modstanderne.

1-2-nederlaget i Portugal søndag aften var en ny skuffelse, og nu er serberne tvunget til at levere et resultat i Parken 13. juni, erkender holdets anfører, Branislav Ivanovic.

- Den næste kamp på udebane mod Danmark er afgørende, og vi må simpelthen stoppe med at indkassere mål på dødbolde. Standardsituationer skulle være vores styrke og ikke en svaghed, siger Chelsea-backen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Serbernes redning kan blive, at EM i 2016 bliver udvidet til 24 hold, hvilket betyder, at man blot skal blive nummer tre i puljen for at være sikret knald-eller-fald-kampe om en EM-billet.

- Jeg tror på, at tre sejre i de sidste fire kampe vil give os en playoff-plads, siger Ivanovic.

Alle hold har nu spillet fire kampe og er dermed halvvejs gennem kvalifikationen. Portugal fører puljen med ni point efterfulgt af Danmark og Albanien, der begge har syv.

Der er altså langt op for serberne og Armenien med et point på kontoen.

- Vi giver ikke op, så længe der er en matematisk chance, siger midtbanespilleren Nemanja Matic, der scorede serbernes enlige mål mod Portugal.

- Vi var dårlige i første halvleg, men blev bedre i anden, og det er sådan, vi skal spille i resten af turneringen, mener Matic.

Kampen var den første betydningsfulde opgave under den nye landstræner, Radovan Curcic, der har overtaget tjansen efter fyrede Dick Advocaat.

/ritzau/