Serbien erklærer tre dages landesorg efter oversvømmelser

Skrevet af admin

20/05/2014

Mest læste i dag

Serbien erklærer tre dages landesorg efter de omfattende oversvømmelser, der har ramt Balkan. Mindst 40 mennesker er omkommet i Serbien, Bosnien og Kroatien efter de værste oversvømmelser i 120 år.

I Bosnien er mere end én million mennesker berørt af vandmasserne. Det svarer til en fjerdedel af landets befolkning. Samtidig er flere end 100.000 mennesker blevet evakueret alene fra Bosnien.

Det menes at være den største folkevandring på Balkan siden afslutningen på krigen fra 1992 til 1995.

Det stigende flodvand har givet frygt for smitte fra døde mennesker og dyr, samt frygt for at omkring 120.000 ueksploderede miner fra krigen i 1990'erne har forflyttet sig.

Mandag oplyste det amerikanske forsvarsministerium, at USA sender 26 ton humanitær hjælp til Balkan.

Hjælpen omfatter vandrensningsenheder, vanddunke, generatorer, brændstof, køkkenudstyr, soveposer, skovle og regntøj, siger oberstløjtnant Cathy Wilkinson, der er talsmand for Pentagon.

Snesevis af byer og landsbyer har været afskåret, og der rapporteres om flere end 2000 jordskred, mens vandet fortsat ventes at stige i de kommende dage.

Således ventes det, at vandstanden i floden Sava, der løber gennem Slovenien, Kroatien, Bosnien og Serbien, vil stige.

/ritzau/Reuters