Sjursen: Regeringen er langt fra at bekæmpe fattigdom

Skrevet af admin

20/05/2015

Mest læste i dag

- Det er naturligvis glædeligt, at der stadig bliver færre fattige børn og børnefamilier. Men samtidig er det stærkt betænkeligt, at der igen er kommet flere fattige i gruppen over 18 år, som ikke er forsørgere, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Det sker på baggrund af regeringens årlige fattigdoms-opgørelse, som viser en svag stigning i antallet af fattige. Det anslås, at der er 40.000 fattige i Danmark. Men opgørelsen viser også, at der er 600 færre fattige børn.

Sammenligner man med tiden, fra regeringen trådte til i 2011, så er børnefattigdommen reduceret med omkring en tredjedel, så der nu er 7300 børn, der lever i fattigdom, fremgår det af redegørelsen.

Jann Sjursen mener, at tallene viser, at regeringen langt fra er i mål med at bekæmpe fattigdom. Afskaffelsen af fattigdomsydelserne tilbage i 2012 sikrer ikke et fortsat fald i antallet af fattige.

Tallene viser, at antallet af fattige voksne er steget med cirka 300 personer. Tendensen går altså i retning af, at der kommer flere fattige voksne ikke-forsørgere, mener Jann Sjursen.

Ifølge redegørelsen er der over 10.000 fattige unge mellem 18 og 29 år.

- Det er godt, at regeringen kommer med en årlig redegørelse over fattigdom i Danmark, men det haster med også at få fastsat en ambitiøs målsætning om at bekæmpe fattigdom i Danmark.

- En plan, der omfatter alle fattige og ikke kun fattige børn og deres forældre. Regeringen bør gøre det til et af de sociale 2020-mål, at fattigdom halveres inden 2020, siger Jann Sjursen.

Regeringen erkender, at for mange unge fattige kaster problemer fra barndommen lange skygger ind i ungdommen. Blandt andet har op mod hver femte af de nye, fattige unge været anbragt som børn.

/ritzau/