Skadet Carl Froch mister sit VM-bælte

Skrevet af admin

08/05/2015

Mest læste i dag

Den engelske bokser Carl Froch har fået frataget sin VM-titel hos bokseforbundet WBA, da han grundet en skade ikke når at forsvare titlen inden for et år, som reglerne foreskriver.

I stedet skal den nye WBA-verdensmester i supermellemvægt findes i kampen mellem Fedor Chudinov og Felix Sturm, som mødes i Tyskland i weekenden.

Froch har allerede mistet sin VM-titel hos forbundet IBF af samme årsag, og ifølge englænderens promoter, Eddie Hearn, er det ikke sikkert, Froch nogensinde kommer i ringen igen.

- Carl (Froch, red.) har været ude af ringen i næsten et år nu, og der er helt sikkert ingen garanti for, at han kommer til at bokse igen, fortæller Eddie Hearn til Sky Sports.

- Han har ikke brug for pengene - det handler kun om sporten. Med mindre den rigtige kamp bliver mulig, vil Carl Froch trække sig tilbage.

Hans seneste kamp var i maj 2014, hvor han knockoutede George Groves på Wembley.

Eddie Hearn slår desuden fast, at hverken han eller Carl Froch har noget problem med, at WBA har frataget Froch VM-bæltet.

- Vi har ingen problemer med WBA's beslutning. De skal holde deres bælter aktive, og det er ikke muligt med Carls nuværende tilstand.

Carl Froch var Mikkel Kesslers sidste modstander, da englænderen i 2013 snuppede WBA-titlen fra Kessler i England. I 2010 besejrede Kessler Froch i Danmark i den stort anlagte Super Six-turnering.

/ritzau/