Skarpe Brøndby henter forårets første udesejr i Randers

Skrevet af admin

12/05/2016

Mest læste i dag

Efter fire udekampe uden point hentede fodboldklubben Brøndby torsdag aften forårets første sejr på fremmed græs i Alka Superligaen.

Klubbens midlertidige cheftræner, Aurelius Skarbalius, kunne på sin 43-års fødselsdag se et effektivt Brøndby-hold vinde 2-0 over Randers FC.

Med sejren holder Daniel Agger og co. sig inde i kampen om medaljer og Europa League-pladser i næste sæson.

Brøndby havde tidligere i foråret mødt top-4 i Superligaen på udebane, det vil sige FC København, Sønderjyske, AaB og FC Midtjylland.

Det havde givet sportslige skrammer i form af fire nederlag med en samlet målscore på 1-10.

Torsdag kom oprejsningen imidlertid mod Randers FC, der skabte masser af chancer, men som måtte skele misundeligt til gæsternes effektivitet.

Kampen i Randers blev udsat i omkring 40 minutter, fordi Brøndbys spillerbus blev forsinket på grund af trafikale problemer.

Randers FC var i teten i første halvleg i forhold til godt spil og afslutninger, men Brøndby formåede at være mest effektive.

Hjemmeholdets Mandla Masango og Moussa Maazou var nærgående flere gange, og Brøndby-målmand Frederik Rønnow og hans forsvar havde en ekstra modstander i aftensolen, der gjorde det svært at se.

Midt i første halvleg kom gæsterne så foran 1-0, da David Boysen scorede.

Rodolph Austin sendte et indlæg ind i straffesparksfeltet, som ikke blev clearet godt nok, men endte hos David Boysen.

Den tidligere Lyngby-spiller flugtede bolden mod mål, og målmand Karl-Johan Johnsson kunne måske have gjort det lidt bedre, men bolden endte højt i netmaskerne.

Det var samme David Boysen, der scorede kampens eneste mål, da Brøndby for to måneder siden vandt 1-0 hjemme over Randers FC.

Han var også stærkt involveret, da 19-årige Daniel Stückler ti minutter inde i anden halvleg scorede sit første mål i Superligaen for Brøndby.

David Boysen sendte et flot indlæg ind mod mål, og teenageren headede bolden i netmaskerne.

Randers FC fortsatte med at producere chancer, men træner Colin Todd måtte flere gange slå opgivende ud med armene, når endnu en mulighed ikke resulterede i en scoring.

Hjemmeholdets pres udløste chancer i den anden ende, og to gange i slutfasen var David Boysen igen tæt på at score.

Brøndby ligger nummer fem i Superligaen med 48 point, mens Randers FC fortsat er nummer syv med 40 point.

/ritzau/