Skuespillerinden Shirley Temple er død

Skrevet af admin

11/02/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske skuespillerinde Shirley Temple er død i en alder af 85 år. Det oplyser skuespillerindens familie ifølge BBC News.

Shirley Temple gjorde ikke karriere på filmlærredet og tv-skærmen alene, men også inden for diplomatiet, nemlig som ambassadør for USA og som protokolchef i Udenrigsministeriet.

Det var dog inden for underholdningsindustrien, at Shirley Temple opnåede størst berømmelse. Selv om skuespillerkarrieren aldrig udviklede sig til noget større for hende, da hun først blev voksen.

Mange husker eksempelvis den niårige Shirley Temple i filmen "Den lille prinsesse" fra 1939, som tit og ofte har været vist på dansk tv. Og det var i netop 30'erne, at Shirley Temple havde sin storhedstid i Hollywood.

Som barnestjerne under depressionen i 1930'erne var Temples glade barneansigt nemlig med til at sprede glæde blandt den økonomisk pressede amerikanske befolkning.

Og der blev i den grad spundet guld på Shirley Temples succes på det store lærred. Hendes ansigt blev brugt på blandt andet tallerkener og sæbe, og der blev sågar lavet en Shirley Temple-dukke.

I årene frem til 1941 indbragte salget af diverse Shirley Temple-effekter således en sidegevinst på ikke mindre end hele 45 millioner dollar.

Da Shirley Temple blev teenager, fortsatte hun med at lave film. Blandt andet var hun med i "Fort Apache" med John Wayne og Henry Ford. Temple opnåede dog ikke tidligere tiders succes, og hun trak sig tilbage som filmskuespillerinde i 1950 i en alder af blot 22 år.

I 1974 tog den diplomatiske karriere for alvor fart, da Shirley Temple blev udnævnt som USA's ambassadør i Ghana af den daværende præsident Gerald Ford.

Under George Bush blev Shirley Temple endnu engang udnævnt til ambassadør, da hun fra 1989-1992 var ambassadør i det tidligere Tjekkoslovakiet.

Shirley Temple sov stille ind i sit hjem i Californien.

/ritzau/