Søren Ryge og Sigurd Barrett holder jul i domkirken

Skrevet af Elo Christoffersen

29/11/2013

Mest læste i dag

Det bliver en eftermiddag for hele familien, når Søren Ryge og Sigurd Barrett sammen sangere fra Sangkraft Nord gæster Aalborg Domkirke i morgen.

For mange handler julen mest om bunker af gaver, familie og masser af mad, men julens kerne er også en kristen tradition. Derfor er fire af landets domkirker gået sammen med DR om eventen Julekaravanen, der foregår i domkirkernes kæmpe kirkerum.

Domkirkerne ligger midt i fire byer, hvor mange danskere er på julegaveindkøb.

Første stop for karavanen er Budolfi Kirke i Aalborg i morgen klokken 15.

Sigurd Barrett og Søren Ryge

Eventen varer en time. Arrangementet er for både store og små: Sigurd Barrett fortæller juleevangeliet og spiller masser af musik. Søren Ryge fortæller personlige julehistorier. Den lokale præst fortæller om julen.

Der er julequiz (inspireret af programmet ”Fredagsfesten” på DR Ultra), hvor børn og voksne skal konkurrere mod hinanden, og så er der masser af sang og musik og julestemning samt en slags skattejagt.

Domkirkerne kommer til at sprudle af liv og indsigt i, hvad julen egentlig handler om som kristen tradition.

Der er gratis adgang med billet, som skal bestilles på forhånd. Dørene åbnes klokken 14.30.

Ud over Aalborg kommer karavanen forbi Roskilde, Maribo og Odense.

Her kommer Sigurd Barrett og Søren Ryge:

Lørdag den 30. november: Aalborg Domkirke kl. 15

Lørdag den 7. december: Roskilde Domkirke kl. 15

Fredag den 13. december: Maribo Domkirke  kl. 15

Lørdag den 21. december: Odense Domkirke kl. 15