Staten inddrager Kammeradvokaten i Eurovision-skandale

Skrevet af admin

08/07/2015

Mest læste i dag

Staten vil nu have sin egen advokat, Kammeradvokaten, til at vurdere, om ledende personer i Wonderful Copenhagen kan stilles til ansvar efter Eurovision-skandalen.

Det fremgår af en skrivelse fra vicedirektør Victor Kjær i Erhvervsstyrelsen til Wonderful Copenhagen, og som Metroxpress og Ritzau har fået aktindsigt i.

Sagen drejer sig om de voldsomme budgetoverskridelser, der opstod i forbindelse med afholdelsen af det internationale melodigrandprix på Refshaleøen i København tilbage i 2014.

DR stod som arrangør af grandprixet, mens Wonderful Copenhagen stod bag Projektselskabet ESC 2014, der i vidt omfang var finansieret af skattekroner, og som også havde en central rolle i forbindelse med afviklingen af grandprixet.

En advokatundersøgelse foretaget af Lett Advokater konkluderede for nylig, at nok havde ledelsen i Wonderful Copenhagen brudt loven, men der var ikke grundlag for at straffe nogen.

Den advokatundersøgelse var bestilt af Wonderful Copenhagen selv, og nu bliver den reelt skrottet af Erhvervsstyrelsen.

I skrivelsen opremser Victor Kjær en række grunde til, at Erhvervsstyrelsen ikke vil stille sig tilfreds med undersøgelsen fra Lett Advokater.

Styrelsen er blandt andet uenig i en præmis om, at fonden Wonderful Copenhagen har "en særlig karakter". Ifølge styrelsen er fonden dog underlagt nøjagtig samme regler som andre erhvervsdrivende fonde.

Erhvervsstyrelsen mener desuden ikke, at der i den eksisterende undersøgelse er blevet taget stilling til, om bestyrelsen i Wonderful Copenhagen har levet op til sine tilsynsforpligtelser.

Kammeradvokaten skal blandt andet undersøge, om der i forløbet er sket noget, som gør, at nogen kan gøres erstatningsansvarlige.

Efter skandalen gik Wonderful Copenhagens ledelse af. Direktør Lars Bernhard Jørgensen trak sig, mens underdirektør Martin Bender blev fyret.

Efterfølgende kom det frem, at opsigelserne blev ledsaget af "gyldne håndtryk", idet der blev udbetalt mere end syv millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse.

Ifølge skrivelsen fra Erhvervsstyrelsen forventes Kammeradvokatens vurdering af sagen at være klar til september.

/ritzau/