Stjerneordning for svinekød kritiseres for at være uambitiøs

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Når forbrugerne fra sommeren 2017 køber svinekød, skal et nyt statsligt dyrevelfærdsmærke guide dem, så de lettere kan vælge skinke, koteletter og hakket flæsk ud fra det niveau af dyrevelfærd, der passer til deres ønsker og pengepung.

- Ikke alle har jo råd til at gå efter hverken de dyreste udskæringer eller de økologiske specialprodukter. Men otte ud af ti danskere siger, at de gerne vil betale lidt mere for, at dyrene har haft det bedre. Den mulighed får de nu, udtaler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse.

Formålet med det nye mærke er at gøre det mere attraktivt for landmændene at investere i dyrevelfærdsforbedringer på deres gårde. Samtidig får detailhandlen mulighed for at imødekomme forbrugernes ønsker om bedre dyrevelfærd.

- Bedre dyrevelfærd må starte et sted og udvikle sig derfra. Det er vigtigt, at vi kommer i gang nu, så flere dyr får det bedre. Og her kan markedet hjælpe. Det handler om værdier og holdninger, og lovgivningen kan ikke gøre det alene, siger Esben Lunde Larsen.

Men den brede opbakning til det nye statslige mærke mangler. Både supermarkedskæden Coop, Dyrenes Beskyttelse og Forbrugerrådet Tænk kritiserer mærket.

- Denne her ordning er ganske enkelt for uambitiøs, siger Camilla Udsen, der er seniorrådgiver i fødevarepolitik i Forbrugerrådet Tænk, og uddyber:

- Minimumskravene til de et- og to stjernede produkter er simpelthen for lave. Man burde opgradere og nøjes med at give en enkelt stjerne til de produkter, som man nu vil give to stjerner. Og så kan man give friland to stjerner og økologi tre stjerner.

Ifølge Camilla Udsen kan statsmærket i værste fald sænke forbrugerens opfattelse af god dyrevelfærd, fordi barren for at få mærket i sin nuværende version er for lav.

- Mærket risikerer at vildlede forbrugerne, ligesom det kan blive en sovepude i forhold til at forbedre produktionen, fordi man går ud og anpriser nogle produkter, som måske i virkeligheden ikke adskiller sig særlig meget fra normale produkter, siger hun.

Dyrevelfærdsmærket er en del af den politiske aftale om en fødevare- og landbrugspakke indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative i december 2015.

/ritzau/