Stormagter advarer mod nye bombetogter i Libyen

Skrevet af admin

26/08/2014

Mest læste i dag

Det er bestemt ikke ønskværdigt, hvis Egypten og de Forenede Arabiske Emirater har gennemført angreb mod væbnede islamister i det uroplagede Libyen.

Sådan lyder det fra en række stormagter, som tæller USA, Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien.

- Vi mener, at indblanding udefra i Libyen forværrer de nuværende splittelser og underminerer Libyens demokratiske transition, skriver landene i en meddelelse, som det amerikanske udenrigsministerium har offentliggjort.

To gange i løbet af den seneste uge har Egypten og de Forenede Arabiske Emirater i al hemmelighed ifølge amerikanske embedsmænd samarbejdet om at gennemføre to luftangreb mod islamitiske militser i Libyens hovedstad, Tripoli.

Angrebene skulle være blevet udført, uden at USA, landenes fælles allierede, har haft kendskab til det.

Libyen har været plaget af uro siden oprøret, der førte til en kortvarig vestlig militær mission i landet, og som til sidst væltede landets daværende leder Muammar Gaddafi.

Myndighederne i Libyen har svært ved at genetablere kontrollen i det nordafrikanske land, og det har blandt andet givet plads til kampe mellem rivaliserende militante grupper.

/ritzau/Reuters