Sydsudan: Donorkonference i Norge blev en succes

Skrevet af admin

21/05/2014

Dagens topnyheder

I verdens yngste nation, Sydsudan, er voldelige kampe ved at udvikle sig til en humanitær katastrofe. Det har fået det internationale samfund til at reagere, og på en donorkonference tirsdag og onsdag i Oslo blev to tredjedele af FN's appel på knap 10 milliarder kroner opfyldt.

- Regntiden er begyndt, og gør det svært at få hjælpen frem. Op mod halvdelen af Sydsudans befolkning ser ud til at have brug for nødhjælp inden årets udgang, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Han betegner udviklingen som en voldsom katastrofe, hvor omkring 1,3 millioner mennesker har måttet forlade deres hjem. Mogens Jensen mener, at nødhjælpen ikke løser konflikten, men den kan være med til at forebygge at mennesker på flugt, som i forvejen er ludfattige, dør af sult.

- Konfliktens parter har forpligtiget sig til at indstille deres kampe og finde en fredelig løsning. Menneskerettighedskrænkelserne må stoppe. Det skal vi holde regeringen fast på gennem et massivt pres fra det internationale samfund, siger udviklingsministeren og tilføjer:

- Danmark er parat til at støtte brugen af målrettede, individuelle sanktioner i EU, og vi bakker kraftigt op om de regionale bestræbelser på at finde en løsning på konflikten.

På donorkonferencen i Oslo blev der sikret ekstra 610 millioner dollar til appellen på 1,8 milliarder. Af de nye midler vil 510 millioner dollar gå til indsatser i Sydsudan og omkring 100 millioner til regionale indsatser i nabolandene.

De største bidragydere er USA, Storbritannien, EU og Norge. Herefter kom Holland og Japan samt Danmark og Qatar. De største problemer ved konflikten i Sydsudan er humanitær adgang og beskyttelse af civile.

Danmark har siden krisens udbrud i december 2013 givet 197 millioner kroner, hvilket svarer til 36 millioner dollar.

/ritzau/