Tag til tandlægen søndag eftermiddag

Skrevet af admin

06/09/2014

Mest læste i dag

Flere banker, tandlæger og speciallæger har valgt at gå i supermarkedernes spor og holder længere åbent for at møde kunderne, når de har tid. Og det er man begejstret for hos Forbrugerrådet.

- Det betyder, at man ikke forstyrrer sin arbejdsdag, hvis man skal til tandlægen eller i banken. Som det er nu, så skal man skære noget af sin arbejdsdag Det kan være stressende, og man har måske ikke den ro, der skal til at ordne sine bankforretninger, siger Martin Salamon, cheføkonom hos Forbrugerrådet.

En nyåbnet tandklinik i København har f.eks. åbent på hverdage fra kl. 07-20 og også nogle timer i weekenderne.

Hos bankerne har det længe været et ønske fra kunderne, at de kan få rådgivning om aftenen og i weekenden, og som konsekvens valgte man at lave overenskomsten om i 2012, så der var mulighed for mere fleksible arbejdstider for rådgiverne.

Også hos røntgenklinikken Trianglen 5 på Østerbro i København har man valgt at have åbent i weekenderne, så patienterne hurtigere kan komme til.

- Når ventelisten er lang, så holder vi åbent i weekenderne, og når ventelisten så er kort igen, så lukker vi for tider lørdag og søndag, forklarer radiograf på klinikken, Dorthe Rossi.

Ifølge forbrugeradfærdsforsker på Copenhagen Business School, Per Østergaard Jacobsen, vil servicefag i fremtiden blive nødt til at have åbent på flere tidspunkter af døgnet, hvis de vil holde fast i kunderne.

- De, som gør det lettere og giver nogle valgmuligheder, kan bedre tiltrække kunderne, siger han.

Per Østergaard Jacobsen understreger dog, at der stadig vil være brug for de traditionelle åbningstider.

I øjeblikket er de skæve åbningstider hos tandlæger og speciallæger i særdeleshed et storbyfænomen, men provinsbyerne kan godt komme med på vognen.

- Det kan være sværere at gøre det til en forretning uden for storbyen. I en provinsby kan det være svært at retfærdiggøre. Så der skal være en del kunder, som efterspørger det, siger Per Østergaard Jacobsen.

/ritzau/