Thomas Bjørn holder førstepladsen på Wentworth

Den danske golfspiller Thomas Bjørn ligger stadig i position til at føje endnu en turneringssejr til sit imponerende cv.

Ved BMW PGA Championship på Wentworth på European Tour kunne han afslutte fredagens anden runde ved stadig at ligge på førstepladsen i turneringen.

Det var selv om, han ikke kunne leve op til torsdagens fremragende runde, hvor han satte banerekord.

På fredagens 18 huller gik han banen i par, og det var nok til at forblive i spidsen. Bjørn er altså stadig i samlet 10 slag under par. Undervejs fredag præsterede Bjørn tre birdies og tre bogeys.

En halv time efter at have afsluttet runden måtte Bjørn dog konstatere, at han må dele førstepladsen, når turneringen fortsætter lørdag.

Ireren Shane Lowry sluttede dagen med to birdies og tangerede dermed Bjørns 10 slag under par. Der er fire slag ned til forfølgerne på den delte tredjeplads.

Ireren Rory McIlroy er i fem slag under par efter de første to runder.

Danske Anders Hansen fulgte lige efter i fire slag under par. Thorbjørn Olesen er ligeledes klar til finalerunderne, da han har gået de første to runder i par sammenlagt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip