Tidligere engelsk fodboldchef: Boykot VM i 2018

Skrevet af admin

17/11/2014

Mest læste i dag

Problemerne i det internationale fodboldforbund Fifa blev udstillet i sidste uge, da man ikke ville offentliggøre den rapport, der skulle rense Rusland og Qatar for beskyldningerne om korruption i forbindelse med valget af værtsnationer for VM i 2018 og 2022.

Der er åben uenighed om konklusionerne mellem forbundet og den mand, der har udfærdiget rapporten, og det er ødelæggende for fodboldens troværdighed, mener David Bernstein, der var bestyrelsesformand for det engelske fodboldforbund FA fra 2011 til 2013.

Han opfordrer nu FA og de øvrige europæiske fodboldforbund til at markere deres utilfredshed.

- Jeg tror, at England uden tvivl kan påvirke Fifa, men det ville kræve, at man trak sig fra det næste VM og det næste igen, indtil der er sat passende reformer i gang.

- Hvis jeg var involveret i FA nu, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne, for at opmuntre de andre Uefa-lande til at gøre det samme, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han indrømmer, at det vil være et drastisk skridt, men Bernstein er sikker på, at det vil have den ønskede effekt.

- Uefa har 54 medlemslande. Der er Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig og Holland. Man kan ikke afholde et VM uden dem. De har magten til at påvirke det, hvis de vil, siger han.

Også præsidenten for den tyske ligaforening, Reinhard Rauball, har opfordret til en fælleseuropæisk protest over for Fifa.

Han mener, at alle Uefa-lande bør forlade Fifa, hvis ikke den fulde rapport om bestikkelsesanklagerne bliver offentliggjort.

/ritzau/