Tragedie bag Miley Cyrus' hjertesag

Skrevet af admin

16/06/2015

Mest læste i dag

Ud over sin film- og musikkarriere kæmper Miley Cyrus som frontperson for at leve det liv, man drømmer om, uanset køn, baggrund eller seksualitet.

Derfor blev den 22-årige sangerinde dybt berørt og chokeret, da hun fandt ud af, at en transkønnet person havde begået selvmord på grund af intolerance, foragt og modstand.

Cyrus går derfor ind i debatten, og annoncerede mandag kampagnen #InstaPride i kampen for at øge den sociale accept af transkønnede.

Kampagnen, der er lavet i samarbejde med billeddelingsmediet Instagram, vil indeholde billeder og historier fra mennesker i hele USA.

- I løbet af de næste to uger vil de møde dem og de mennesker, der støtter dem, når vi vil fremhæve deres historie om at kæmpe, skriver den Grammy-nominerede sangerinde.

Det er den 19-årige studerende, Leo Sheng, der har startet kampagnen på en billedserie taget af Cyrus selv og delt på Instagram, hvor Sheng fortæller om sin overgang fra kvinde til mand.

- Et billede siger mere end tusind ord, og jeg plejede at være bange for at dele billeder af mig selv, skriver Sheng og fortsætter:

- Jeg deler mine billeder uden undskyldninger nu. Jeg elsker at se, hvor langt jeg er kommet, og hvad jeg har opnået. Hvis jeg har lært noget de seneste år, så er det at leve livet uden undskyldninger for min eksistens, og det er det mest frigørende, man kan gøre, understreger Sheng.

Det er Cyrus' fond, The Happy Hippie Foundation, der står bag portrætserien på Instagram, for at hjælpe med sætte fokus på accept, selvudfoldelse og frihed.

- Vi fejrer kærlighed, støtte og kampvilje med portrætter af transkønnede fra alle samfundslag, lyder det i en erklæring på hjemmesiden fra The Happy Hippie Foundation, som har til formål at hjælpe unge hjemløse og sårbare grupper som eksempelvis ungdomsmiljøet for homoseksuelle og transkønnede.

Læs Shengs beretning her: http://blog.instagram.com/post/121586782847/150615-isupersheng

Og følg kampagnen her: https://instagram.com/mileycyrus/

/ritzau/FOKUS