Tre mænd undgår fængsling for gruppevoldtægt på stripklub

Skrevet af admin

16/10/2013

Mest læste i dag

Tre mænd på 24, 25 og 26 år har onsdag fået deres anholdelse opretholdt indtil fredag klokken 13 ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, hvor de er sigtet for voldtægt af to kvinder på en stripklub ved den kendte festgade Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Dommeren mente ikke, at der med Nordjyllands Politis nuværende beviser var begrundet mistanke mod de tre mænd, så de kunne varetægtsfængsles for gruppevoldtægten, oplyser anklager Jakob Herborg til Ritzau.

- Nu har politiet to dage til at finde yderligere beviser i sagen, før vi lægger det frem foran dommeren igen, siger Jakob Herborg.

Gruppevoldtægten skete angiveligt på stripklubben Club Red Light, og to kvinder på 22 og 23 år har fortalt, at de både blev tvunget til samleje og oralsex under bedøvelse af et ukendt stof, oplyste vicepolitikommissær Ole Jensen fra Nordjyllands Politi.

- De tre mænd er sigtet for ved vold eller trusler om vold at have tiltvunget sig samleje samt andet seksuelt forhold med de to kvinder, sagde Ole Jensen tidligere onsdag.

Politiet krævede dørene til grundlovsforhøret lukket for offentligheden af hensyn til ofrene og efterforskningen mod mulige medgerningsmænd på fri fod.

- De er sigtet for at blande et ukendt stof i kvindernes drinks, hvilket gjorde kvinderne ude af stand til at modsætte sig oralsex og samleje med de sigtede, fortalte Ole Jensen.

De to kvinder har fortalt, at gruppevoldtægten på stripklubben er sket i tidsrummet mellem klokken 03 og 5.50 natten til tirsdag. Selvom kvinderne sagde stop, fortsatte gruppevoldtægten ifølge sigtelsen.

- De er sigtet for under trusler om vold at have fortsat samlejet og oralsex med pigerne, selvom pigerne havde tilkendegivet, at de skulle stoppe, lød det fra Ole Jensen.

De sigtede erkender at have været samlet på stedet på det givne tidspunkt, men at den seksuelle omgang med de to kvinder var frivillig, skriver Nordjyske.dk, der er til stede i retten.

/ritzau/