Tredje NHL-udesejr på fire dage for Frederik Andersen

Skrevet af admin

15/10/2014

Dagens topnyheder

Ishockeyholdet Anaheim Ducks har haft et heftigt program de seneste fire dage, hvor holdet har spillet tre kampe i henholdsvis Detroit, Buffalo og Philadelphia.

Men blandt andet takket været en velspillende Frederik Andersen i målet er det lykkedes holdet at hente tre udesejre på stribe.

Senest natten til onsdag dansk tid, hvor Anaheim slog Philadelphia Flyers 4-3 efter straffeslag.

Frederik Andersen klarede tre af fire Philadelphia-forsøg i straffeslagskonkurrencen og var på den måde medvirkende til at hente begge point.

Andersen er ubesejret i sæsonen indtil videre og en af blot to målmænd i ligaen, der er noteret for tre sejre.

Landsholdskollegaen Frans Nielsen havde også en god oplevelse på isen for New York Islanders i lokalopgøret mod New York Rangers.

Islanders slog rivalerne med hele 6-3 i en kamp, hvor Nielsen blev noteret for en assist i forbindelse med et overtalsmål.

Islanders, der kun har nået slutspillet én gang de seneste syv sæsoner, har nu hentet tre sejre i tre kampe i sæsonen og topper dermed Metropolitan Division sammen med New Jersey Devils.

/ritzau/