Tysk-græsk møde er endt uden gennembrud

admin

|

24/03/2015

Dagens topnyheder

De har talt i timevis, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras.

Men hvad de to ledere præcis er nået frem til under deres møde i Berlin mandag aften, er stadig uklart.

- Forbundskansleren og den græske premierminister har i en god og konstruktiv atmosfære haft en omfattende samtale om situationen i Grækenland, EU's måde at arbejde på og det fremtidige tysk-græske samarbejde, siger Steffen Seibert, talsmand for den tyske regering, ifølge nyhedsbureauet dpa først på natten til tirsdag.

Nærmere kom han ikke resultatet af det fem timer lange møde mellem de to politiske ledere. Mødet begyndte klokken 19 og sluttede kort før midnat. Det var kulminationen på flere ugers krig på ord mellem Berlin og Athen.

Flere tyske iagttagere siger, at mødet i Berlin skulle give den græske premierminister en bedre forståelse for motiverne og målene i Tysklands EU-politik.

På et pressemøde forud for deres arbejdsmiddag var tonen overordnet forsonlig. Men der var ingen tegn på et gennembrud i forhandlingerne om Grækenlands gæld.

Tsipras indikerede, at grækerne stadig håbede på en mere fordelagtig aftale med eurolandene og nævnte også det ømme punkt vedrørende Nazitysklands krigsskadeerstatning til Grækenland.

Merkel svarede hertil uden at fortrække en mine, at spørgsmål om Tysklands krigsskadeerstatninger er et overstået og afsluttet kapitel.

Kasserne i Athen er så godt som tomme, og den græske regering er afhængig af sine europæiske kreditorer for fortsat at kunne betale lønninger og pensioner til grækerne.

Tsipras har lovet "omfattende strukturelle reformer" for at bane vejen for udbetalingen af de sidste 7,2 milliarder euro (53,6 milliarder kroner) af lånet.

/ritzau/dpa