UCI holder Astana i ørerne og stiller krav

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Den internationale cykelunion (UCI) har onsdag besluttet at give det kasakhiske cykelhold Astana World Tour-licens i 2015. Men holdet skal opfylde en lang række betingelser, efter at det i år har været ramt af flere dopingsager.

Holdet skal blandt andet holdes i ørerne af et uafhængigt organ.

Institute of Sport Sciences (ISSUL) på universitetet i Lausanne får til opgave at holde øje med, at alt går rigtigt til på holdet.

ISSUL skal også undersøge, om lederne på holdet bærer et ansvar for de dopingtilfælde, holdet har været ramt af på det seneste. Der har været to tilfælde af doping på Astana i år samt tre positive prøver blandt ryttere på holdets kontinentalhold.

Og så skal ISSUL undersøge, om de højeste etiske standarder overholdes på Astana. Det hele skal munde ud i en rapport betalt af cykelholdet.

Rapporten ventes klar i februar 2015.

Samtidig skal Astana allerede næste år leve op til krav omkring organisation på holdet, forberedelser og mængden af arbejde for rytterne, som andre hold først skal leve op til i 2017.

UCI lader tydeligt forstå, at Astana kan få frataget licensen, hvis det senere viser sig, at holdet ikke har rent mel i posen.

- Astana-sagen er fortsat en meget alvorlig situation for vores sport på grund af antallet af dopingsager.

- Vi vil følge situationen meget tæt og afventer resultaterne. Imens skal holdet leve op til licenskommissionens krav, udtaler UCI-præsident Brian Cookson på UCI's hjemmeside.

UCI gør det også klart, at licenskommissionen afventer det fulde overblik i den endnu ikke offentliggjorte Padua-rapport, som italienske medier har refereret detaljer fra de seneste dage.

Ifølge den italienske avis La Gazzetta dello Sport har 38 ryttere forbindelse til den dopingdømte læge Michele Ferrari i rapporten; 17 af dem skulle angiveligt være fra Astana.

Den italienske sportsavis mener også at vide, at der ifølge rapporten kan være foregået systematisk doping på holdet.

Og er der rent faktisk beviser mod holdet, vil UCI med det samme bringe sagen for licenskommissionen, som så skal revurdere udstedelsen af licensen til Astana.

Også Team Europcar har afventet svar på licensansøgningen til World Touren i 2015. Europcar får ikke den ønskede licens. Økonomien bag holdet er ikke stærk nok i licenskommissionens øjne.

Brian Cookson takker på unionens hjemmeside kommissionen for et professionelt stykke arbejde, lavet uafhængigt af UCI.

/ritzau/