Unge mænd frifundet for gruppevoldtægt på Islands Brygge

Skrevet af admin

03/07/2014

Mest læste i dag

Tre unge mænd er torsdag eftermiddag blevet frifundet i en sag, hvor de var tiltalt for at gruppevoldtage en 16-årig beruset pige til en fest på Islands Brygge i København, skriver Ekstra Bladet.

Dommeren ved Københavns Byret begrunder ifølge avisen frifindelsen med, at det ikke kan bevises, at pigen på gerningstidspunktet var så fuld, at hun ikke kunne modsætte sig de seksuelle forhold, der fandt sted 24. august sidste år.

De to yngste tiltalte, der begge var 17 år den pågældende nat, var tiltalt for på skift at have voldtaget pigen, ligesom de også havde udnyttet hendes beruselse til at dyrke oralsex med hende.

Den tredje tiltalte, der dengang var 20 år, havde ifølge anklageskriftet tvunget sig til oralsex med pigen.

Ekstra Bladet skriver, at flere vidner under retssagen har forklaret, hvordan pigen flere gange faldt om af druk til festen.

Omvendt har andre vidner fortalt om en pige, som spillede fuld for at få opmærksomhed.

Anklager Maria Cingari havde opfordret retten til at idømme de tiltalte mindst halvandet års fængsel, mens forsvaret havde argumenteret for frifindelse, da alle tre tiltalte fastholdt, at pigen selv ville have sex og oralsex med trioen.

/ritzau/