USA: Irak vil genvinde Ramadi

Skrevet af admin

18/05/2015

Mest læste i dag

Tabet af den irakiske by Ramadi til Islamisk Stat er et tilbageslag, men USA og den koalition, der kæmper mod den militante gruppe, vil hjælpe irakiske styrker med at genvinde kontrollen over byen.

Det siger en talsmand for Det Hvide Hus.

- Vi kan ikke nægte, at det er et tilbageslag, men vi kan heller ikke nægte, at vi vil hjælpe irakerne med at genvinde Ramadi, siger talsmanden, der hedder Eric Schultz.

Han tilføjer, at koalitionens støtte vil komme i form af fortsatte luftangreb mod Islamisk Stats positioner og andre mål.

- Vi mener, at irakiske styrker har kapacitet til i sidste ende at indtage Ramadi med støtte fra koalitionen.

Tidligere sagde en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at han ligeledes er overbevist om, at det irakisk militær vil genvinde kontrollen med byen.

- Vi har hele tiden sagt, at der vil være op- og nedgang. Det er en svær, kompleks og blodig kamp. Der vil være sejre og tilbageslag. Og dette er et tilbageslag, siger Pentagon-talsmanden oberst Steven Warren ifølge AFP på et pressemøde.

Amerikanske militærkilder siger til Reuters, at der ikke vil blive tale om at indsætte amerikanske landstyrker i Irak for at hjælpe den irakiske hær i kampen mod de militante islamister.

- Hvis amerikanske soldater trækkes ind i den kamp, vil det medføre en række problemer, siger militærkilden i USA, der kun vil udtale sig på betingelse af anonymitet.

En anden militærkilde bekræfter over for Reuters, at amerikanske landstyrker ikke er en af de muligheder, der overvejes i kampen mod Islamisk Stat.

Iraks regering har beordret shiamilitser til Ramadi for at presse den militante sunnimuslimske bevægelse ud af byen igen.

/ritzau/Reuters