USA sender 600 soldater på øvelse i de baltiske lande

Skrevet af admin

22/04/2014

Dagens topnyheder

USA sender 600 soldater til Polen og de baltiske lande på øvelse, oplyser Pentagon. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Afsendelsen af soldaterne skal samtidig understrege det tætte bånd med Nato, lyder det fra Pentagon tirsdag.

- Siden Ruslands aggressioner i Ukraine begyndte, har vi konstant arbejdet med måder, hvorpå vi kan berolige vores allierede og partnere, siger Pentagons talsmand, admiral John Kirby.

- Det er et meget håndgribeligt bevis på vores engagement og sikkerhedsmæssige pligter i Europa, siger han.

Kirby understreger, at selv om der ikke er tale om Nato-øvelser, så "sender det et signal til Moskva om, at vi tager vores forpligtelser meget, meget alvorligt, når det kommer til Europa."

150 soldater vil lande i Polen onsdag, mens 450 soldater kommer til Estland, Letland og Litauen i løbet af ugen.

- Hvor lang tid vil dette stå på? Det kan jeg ikke give et specifikt svar på eller en tidslinje over. Men vi forsøger at være til stede i området resten af året, siger John Kirby.

I sidste måned oplyste den amerikanske ambassadør i Polen, Stephen Mull, at omfattende øvelser vil finde sted på flybasen Lask.

Flere østeuropæiske lande deltager i militærøvelserne, som vil blive foretaget i løbet af de næste måneder. Det drejer sig om Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Rumænien, Bulgarien og de baltiske lande.

/ritzau/AFP