VVS'ere læner sig op ad et nej til mæglingsforslag

Skrevet af admin

17/03/2014

Mest læste i dag

Stem nej. Sådan vil anbefalingen til cirka 8000 blikkenslagere, rørlæggere og VVS'ere med al sandsynlighed lyde, skriver Avisen.dk.

Blik- og Rørarbejderforbundet vil således ikke bakke op om forligsmand Asbjørn Jensens mæglingsforslag. Det er ellers blevet godkendt af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og hovedorganisationen for fagforeninger (LO).

- Der ligger en klar indstilling fra Daglige Ledelse til hovedbestyrelsen om at anbefale et nej, siger Max Meyer, der er forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, til Avisen.dk.

Fredag er der møde i hovedbestyrelsen, og her skal den endelige beslutning tages.

VVS'erne endte ligesom malerne og slagteriarbejderne med at blive samlet op i forligsinstitutionen, fordi parterne ikke kunne enedes om en ny treårig aftale.

Forligsmandens forslag giver de uenige fagforeninger nogenlunde det samme, som de andre har forhandlet hjem. Det gælder ting som lønstigninger, uddannelse, frihed ved afskedigelse, mere fædreorlov.

Men forslaget regulerer ikke de såkaldte prislister. Og på VVS-området er der detaljerede prislister på alle former for arbejde. Eksempelvis et ørebeløb per hul, der skal bores.

Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer stemte også nej for to år siden. Dengang stemte 92 procent af VVS'erne nej til forligsmandens forslag, men det fik ikke afgørende betydning.

Alle fagforbund stemmer nemlig samlet. Og ved sidste afstemning udgjorde VVS'erne 2,5 procent af det samlede antal stemmer, hvoraf 69 procent stemte ja til den samlede pakke.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet ser nej-anbefalingen som en markering.

- Vi taler om en faglig bevidst gruppe, der har tradition for at ligge pænt til venstre i fagbevægelsens politiske spektrum. Det er en klassisk industriarbejder-kultur, hvor aktivisterne siger: 'Det er for tyndt'," siger Flemming Ibsen til Avisen.dk.

/ritzau/