Winston Reid ramponerer Uniteds CL-drøm med sejrsmål

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Manchester United fik fire minutter i drømmeland foran 2-1.

Men to scoringer på fire minutter ændrede det hele og gav West Ham en hjemmesejr på 3-2 i Premier League tirsdag aften, hvor Winston Reid afgjorde det hele ti minutter før tid.

Dermed missede United muligheden for at overtage fjerdepladsen tirsdag aften. Det lykkedes ikke, og derfor ligger Manchester City stadig på fjerdepladsen, der giver mulighed for Champions League-kvalifikation inden sidste spillerunde.

City har 65 point - to mere end United.

Dermed kan United ikke selv afgøre sagerne i sidste runde hjemme mod Bournemouth, mens City skal på besøg hos Swansea.

West Ham spillede sig op på 62 point på sjettepladsen og øjner nu Europa League-fodbold i næste sæson.

Kampen blev udsat i 45 minutter, da Manchester Uniteds spillerbus ved Upton Park blev udsat for flaskekast i den intense atmosfære.

Det var West Hams sidste kamp på Upton Park, som også kaldes Boleyn Ground. Efter denne sæson skifter West Ham til Queen Elizabeth Olympic Park, og samtidig var der hele spillet om de vigtige placeringer, som gjorde kampen hektisk.

Der var blot spillet ni minutter, da et flot West Ham-opspil endte med en 1-0-føring til hjemmeholdet.

Manuel Lanzini blev sendt af sted i venstre side og lagde bolden skråt tilbage til Diafra Sakho, som drejede bolden i mål.

United var rystede, og West Ham pressede på blandt andet med en friløber til Andy Carroll efter små 20 minutter. Carroll misbrugte det store tilbud, mens United-forsvaret sejlede rundt.

Efter en halv time fik Payet en stor mulighed, men afslutningen blev helt kikset.

Manchester United bød ikke ind med meget offensivt i første halvleg, men red stormen af og var heldige med kun at være bagud 0-1 ved pausefløjtet.

Anden halvleg var dog ikke mere end seks minutter gammel, før Juan Mata drev bolden frem i venstre side i West Ham-feltet og lagde bolden perfekt til rette for Anthony Martial, der blot skulle sætte foden på for at udligne til 1-1.

Udligningen gjorde opgøret mere lige, og begge hold forcerede i jagten på de vigtige tre point, mens spil og chancer bølgede frem og tilbage.

Manchester United kunne igen dufte Champions League-billetten, og med små 20 minutter igen gled Martial igennem i gæsternes felt, afsluttede fornemt og bragte gæsterne foran 2-1.

Fire minutter i Champions League-drømmeland fik gæsterne, inden markeringen i United-forsvaret svigtede totalt, og Michail Antonio steg til vejrs og udlignede til 2-2 for West Ham.

Fire minutter senere lukkede Winston Reid så kampen, da han headede West Ham på 3-2 i en rundtosset fodboldkamp, hvor den tidligere FC Midtjylland-spiller scorede det sidste officielle mål på Upton Park.

/ritzau/