Abba-stjerne står bag eksklusivt hotel i Sverige

Skrevet af webmaster

13/08/2018
For Abba-stjernen Björn Ulvaeus er det vigtigt, at stjerner er tilgængelige for deres fans.

Mest læste i dag

Ulvaeus planlægger derfor ofte at være til stede i forbindelse med eksklusive musik- og danseaftener på sit nye hotel med restaurant, som han netop har åbnet i Västervik i Småland.  

Verden over er Abba kendt for mange ørehængende hits som Thank You for the Music, Super Trouper og Money, Money, Money.  Og da filmen Mamma Mia blev et Blockbuster-hit blev der startet en ny æra for det svenske band. Senest kan Abba-stjernen Björn Ulvaeus dog også skrive hotel- og restaurantejer på CV’et. Han har nemlig netop åbnet et eksklusivt restaurant- og boutiquehotel i Västervik på Smålands østkyst - med den bedst tænkelige placering: Slottsholmen. 

På Abba-hotellet er der mulighed for at dyppe fødderne i havet, når delikat mad indtages og med havudsigt fra alle 11 suiter, er det svært ikke at blive hypnotiseret af de naturskønne omgivelser. Samtidig kan man booke lækre konferencelokaler, og der vil løbende blive sat arrangementer på plakaten, hvor man vil få mulighed for at møde Ulvaeus - for ham er det nemlig vigtigt, at man som stjerne er tilgængelig for sine fans:

”Da jeg var lille, samlede jeg på filmstjerne-kort. Berømte Hollywood-ansigter og musikidoler som Elvis og Tommy Steele prydede kortene dengang. De kunne lige så godt have boet på en anden planet, så langt væk og ganske uopnåelige var de for os i Västervik. Stjernerne levede i deres drømmeverden, og vi andre i virkeligheden, og jeg drømte om at blive en del af deres verden. Jeg ville møde folk med samme stjernestatus som Elvis og ønskede, at de ville behandle mig som en ligeværdig”. 

Den anerkendte kok, Stefan Ekengren, fra den roste restaurant, Hantverket, i Stockholm er ansat for også at fornøje smagsløgene i et passende og lækkert madkoncept, dette sammen med kokken Maria Lindén. De lader sig inspirere til menukortet af Björn Ulvaeus’ mange fortællinger fra et spændende liv. 

Indretningen i restauranten og suiterne er skandinavisk boheme.