Nicolai Haugsted
Hold øje med disse symptomer.
Forestillingen om ADHD som noget, der primært rammer drenge, der forstyrrer undervisningen, hænger stadig ved. Men ifølge den britiske psykiater Ali Ajaz betyder det, at mange kvinder først får diagnosen langt oppe i 30’erne eller 40’erne – hvis de overhovedet får den.
I en video, der har fået stor opmærksomhed på sociale medier, gennemgår
Dr. Ajaz de fem måder, ADHD viser sig anderledes hos kvinder, og hvorfor det ofte fører til fejl- eller sen diagnose.
1. Snakkesalig frem for hyperaktiv
Hvor drenge med ADHD ofte bliver beskrevet som forstyrrende og urolige, bliver piger typisk kaldt snakkesalige, dagdrømmere eller følelsesladede. De fremstår ikke som “problembørn” i klassen, og derfor bliver deres symptomer sjældent taget alvorligt.
2. Perfektionisme som maske
Mange kvinder med ADHD lærer tidligt at kompensere for deres symptomer ved at blive perfektionistiske eller overpræsterende. De forsøger at skjule kaosset bag præcision og kontrol, men ender ofte mentalt udmattede. Denne konstante overkompensation gør det svært for omgivelserne – og læger – at opdage, hvad der egentlig foregår.
3. “Velorganiseret” på overfladen
Udadtil kan kvinder med ADHD fremstå velforberedte og strukturerede. Bag facaden kæmper de dog med rod, glemsomhed og overvældelse. Dr. Ajaz beskriver det som et stille pres for at opretholde en “samlet” fremtoning, selv når alt bag kulisserne er i uorden.
4. Mentalt frem for fysisk hyperaktive
Hyperaktivitet hos kvinder handler sjældent om uro i kroppen. I stedet foregår den i hovedet – i form af konstante, hurtige tanker, indre rastløshed og manglende evne til at slappe af. Det gør, at mange ikke genkender sig selv i det klassiske billede af ADHD.
5. Risiko for udbrændthed
Ifølge Dr. Ajaz er kvinder med uopdaget ADHD langt mere udsatte for udbrændthed. Mange forsøger at jonglere flere roller – som mor, kollega, ven og partner – samtidig med, at de kæmper for at leve op til egne (og andres) forventninger. Det bliver ofte fejltolket som stress, angst eller depression.
Psykiateren understreger, at en bedre forståelse af kønsforskellene i symptombilledet er afgørende, hvis kvinder skal have den rette støtte og behandling. Mange har ifølge ham levet et helt liv i selvbebrejdelse – uden at vide, at der fandtes en forklaring.
