Samsung tilbagekalder ny topmodel efter batterieksplosion

Skrevet af Redaktionen

03/09/2016

Dagens topnyheder

Samsung Electronics Co Ltd tilbagekalder alle Galaxy Note 7-smartphones, der er udstyret med fejlbehæftede batterier, og elektronikgiganten har stoppet for salget af produktet i ti lande.

På et pressemøde fredag aften ville chefen for Samsungs smartphone-afdeling, Koh Dong-jin, ikke oplyse, hvor mange telefoner, der er tale om.

Han kunne dog fortælle, at der foreløbig er solgt 2,5 millioner enheder af den pågældende type.

Samsung-chefen er ikke overraskende ærgerlig over tilbagekaldelsen, som vil påvirke forbrugere i en række lande, herunder Sydkorea og USA.

Tilbagekaldelsen kommer to uger, efter at Samsung lancerede modellen. Ikke lang tid efter blev der registreret flere tilfælde, hvor telefonens batteri var brudt i brand eller eksploderet under opladning.

Samsung planlægger både at erstatte de fejlbehæftede telefoner, der er nået ud til forbrugerne og de telefoner, der står på butikshylderne på de ramte markeder.

- Jeg kan ikke oplyse, præcis hvor store omkostningerne bliver, men det smerter mit hjerte, at det vil blive så stort et antal, siger Koh Dong-jin på fredagens pressemøde.

Analytikere vurderer, at tilbagekaldelsen samlet set kan komme til at koste Samsung op mod fem milliarder dollar - godt 33 milliarder kroner.

Det er den største tilbagekaldelse i Samsungs historie, og selv om konkurrenten Apple også tidligere har tilbagekaldt produkter, så er den aktuelle sag et alvorligt slag mod Samsungs brand, vurderer markedsanalytikere.

/ritzau/Reuters.