Chefer tog fusen på ansatte: Lovede stor julebonus, i stedet blev de testet

Skrevet af Henrik R

29/12/2020
Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix
Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix
En virksomhed er kommet i stor modvind, efter at de lovede deres ansatte en julebonus, men i stedet valgte at teste dem.

Dagens topnyheder

Rigtig mange ansatte rundt omkring i det danske land får en lille julegave eller en julebonus, når det bliver den tid på året. Sådan er det også i udlandet, og i den store internetvirksomhed, ‘GoDaddy’ fik den ansatte sig noget af en overraskelse, da de åbnede deres e-mail fra cheferne.

Her lød det nemlig, at de ansatte havde gjort det rigtig godt, så de ville alle få en julebonus på $650, hvilket svarer til omkring 4.000 danske kroner.

Der var dog bare den ting, at julebonussen kunne de skyde en hvid pil efter, for cheferne havde ingen intentioner om at give dem ekstra penge. 

E-mailen fra ledelsen viste sig nemlig at være en test.

Du har dumpet testen

Ledelsen ville tjekke, hvor gode deres ansatte var til at undgå at blive snydt af svindlere på nettet, og de havde derfor sendt denne mail til knap 500 ansatte.

“Glædelig GoDaddy-juleferie. 2020 har været et rekordår for GoDaddy på grund af dig. Selvom vi ikke kan fejre det sammen til vores årlige julefest, så vil vi alligevel gerne vise, at vi sætter pris på dig ved at give dig en julebonus på 650 dollars,” lød det i e-mailen fra ledelsen.

Få dage senere tikkede der dog en ny e-mail ind, og den spolerede det meste af julestemningen i virksomheden. I den nye mail stod der, at de modtog denne mail, fordi de havde dumpet virksomhedens phishing-test. De ansatte ville blive genindkaldt til et sikkerhedskursus.

Medarbejderne hos ‘GoDaddy’ var langt fra tilfredse med testen, og på sociale medier kom virksomheden i stor modvind. Det fik ledelsen til at udsende en undskyldning i en pressemeddelelse.

“Vi kan forstå, at nogle medarbejdere blev sure over phishing-forsøget, og at de følte, det var ufølsomt, og derfor har vi undskyldt,” lyder det fra virksomheden.