Mange danskere har den fast i køleskabet, nu kommer Stryhn’s med en særlig nyhed.
I 2026 fejrer Stryhn’s Leverpostej sit 85-års jubilæum ved at give noget tilbage til nogle af de mennesker, der gennem generationer har gjort brandet til en fast del af deres liv: De største Stryhn’s fans får deres navn og personlige historie på Stryhn’s emballagen.
Og historierne afslører noget interessant.
For når danskerne fortæller, hvorfor de elsker Stryhn’s, handler det sjældent kun om smagen: Det handler om værdier, madpakker, familier, første skoledag, tømmermænd og svære perioder i livet – og om den helt særlige følelse af at åbne køleskabet og vide præcis, hvad der venter.
Men hvad er det egentlig, der gør leverpostej til mere end bare mad?
Sådan skriver Stryhns Gruppen i en pressemeddelelse.
Det spørgsmål har Stryhn’s fået over tusind personlige svar på, efter virksomheden i forbindelse med sit 85-års jubilæum bad danskerne fortælle, hvorfor netop de er blandt landets største Stryhn’s-fans.
For Phillip er Stryhn’s tæt forbundet med weekenderne hos hans farfar. Der var Olsen-banden i baggrunden, ro i huset og en klassisk Stryhn’s leverpostejsmad på bordet.
I dag kan den samme mad bringe ham direkte tilbage til barndommen:
”I dag føles en leverpostejsmad som en lille tidsmaskine tilbage til farfars stue – til familiehygge. Stryhn’s smager stadig af noget, der er større end bare pålæg. Det smager af minder.”
Det er en oplevelse, som går igen blandt flere af de indsendte svar. Leverpostejen har bare altid været der som en fast makker – i køleskabet, i madpakken og på frokostbordet – gennem de vigtigste begivenheder i deres liv.
Leander beskriver Stryhn’s som en loyal ven:
”Jeg har spist Stryhn’s, siden før jeg kan huske. Når jeg havde det svært i børnehaven,
så var Stryhn’s leverpostej der. Som voksen, når livet krævede meget af mig. Boom: Stryhn’s havde min ryg. I den evige udvikling og i livets ukonstante natur, var der altid én ting, jeg kunne regne med. Og det var Stryhn’s Grovhakket leverpostej. Jeg elsker den til den dag jeg dør. Den mest loyale makker jeg har haft.”
Ud af de mange indsendte historier er 50 vindere udvalgt. Deres navne og personlige fortællinger bliver trykt direkte på Stryhn’s Fransk og Grovhakket. Det er første gang i Stryhn’s 85-årige historie, at brandet åbner selve produktet for forbrugernes egne historier.
”Uden loyale forbrugere – ingen Stryhn’s. Med kampagnen lader vi dem, der har båret brandet gennem 85 år, træde frem,” siger Henriette Kjær Overgaard, marketingchef i Stryhn’s.
”Vi vidste selvfølgelig godt, at danskerne har et særligt forhold til leverpostej. Men vi er blevet rørt af, hvor mange, der fortæller om familie, traditioner og ”en god ven” i nøden. Vi har også været nødt til at vælge flere vindere end vi oprindeligt havde forestillet os, fordi der var så mange stærke og personlige fortællinger.” Hun fortæller, at den store interesse har været så overvældende, at man besluttede at lave en etiketgenerator på Stryhn’s hjemmesiden, så alle har mulighed for at lave og printe deres egen Stryhn’s etiket.