Briter vil genindføre lossen i naturen

admin

9 år siden

|

08/03/2015

Dagens topnyheder

Den europæiske los kan være på vej tilbage til naturen i Storbritannien.

Organisationen Lynx UK Trust er ved at udarbejde en plan, der skal introducere rovdyret i tre private landområder i Norfolk, Cumbria og Aberdeenshire.

På de tre steder er der masser af vildt og skov.

Der er imidlertid ingen garanti for, at de store katte bliver i de tre landområder, da der ikke er hegn om.

Avisen The Telegraph skriver, at der ikke har været så meget som en eneste los i naturen i de seneste 1300 år. De store katte, der blandt andet spiser harer, kaniner og hjorte, er udryddet på de britiske øer.

- Lossen er en af de mest gådefulde og smukke katte på planeten, siger dr. Paul O'Donoghue, der er videnskabelig rådgiver for organisationen, til avisen.

Lynx UK Trust sonderer lige nu holdningen til projektet i offentligheden for at afgøre, om briterne er med på at sætte de store katte ud i naturen.

Når det er sket, og hvis offentligheden bifalder idéen, så vil Lynx UK Trust indsende formelle ansøgninger om projektet til de to offentlige organer Natural England og Scottish Natural Heritage, der har beføjelserne til at godkende eller afvise planen.

Kommer det grønne lys, vil organisationen udsætte fire eller seks dyr i hvert af de tre områder. Dyrene skal udstyres med GPS, så de kan spores.

Planen er så langt fremme, at organisationen håber, at rovdyrene kan sættes ud senere i år.

The Telegraph skriver, at losserne kan gøre noget ved bestanden på over en million vilde hjorte, der ikke har naturlige fjender i den britiske natur.

Hjortene laver store skader i flere områder, hvor de overgræsser og ødelægger livet for fugle, der bygger rede på jorden.

Peter Watson er medlem af gruppen Deer Initiative, der arbejder på at kontrollere bestanden af hjorte. Han hilser projektet med rovdyr til at spise hjorte velkomment og siger, at det kan bidrage til at løse problemet med for mange hjorte.

Ikke alle er dog helt enige. Tidligere planer om at sætte de store katte ud er løbet ind i modstand fra landmænd, der frygter, at en los kan have svært ved at se forskel på en vild hjort og landmændenes får og andre dyr.

/ritzau/