DF gentager: Udlændinges ydelser skal ned

admin

9 år siden

|

08/03/2015

Dagens topnyheder

De sociale ydelser skal ned, og tilstrømningen skal reduceres kraftigt.

Det er midlerne, hvis flygtninge fremover i højere grad skal finde fodfæste på det danske arbejdsmarked, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.

Han gentager dermed et velkendt krav fra partiet, nu da en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at tre ud af fire flygtninge, der kom til Danmark for mere end 10 år siden, endnu ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet.

- Hvis det nogensinde skal blive bedre, så skal udlændingenes sociale ydelser skæres ned. Og vigtigst af alt, så skal asyltilstrømningen og den ikke-vestlige indvandring reduceres kraftigt, siger Martin Henriksen i en kommentar til analysen.

- Hvis vi i flere år kører med sådan et system, så kan vi vende skuden. Men det kræver, at viljen er der, og det er den ikke i det nuværende folketing, siger han.

Konkret har DA undersøgt, hvor mange af de 7700 flygtninge, der ankom i årene mellem 2000 og 2003, som havde fundet sig et job 10 år senere. Altså mellem 2010 og 2013.

Kun en fjerdedel havde et arbejde 10 år efter ankomsten, viser undersøgelsen, der er omtalt i Berlingske søndag.

Regeringen betegner tallene som "skræmmende", mens DA's administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen, beskylder myndighederne for at have svigtet.

- Mange af dem (flygtningene, red.) kommer fra lande, hvor man må klare sig selv, og vi lærer dem, at det behøver man ikke i Danmark, lyder det fra Martin Henriksen.

- Jeg tror ikke på, at herboende flygtninge generelt føler sig som en del af samfundet, og dermed føler de heller ikke et ansvar for at yde en indsats. Vi er bare for forskellige til, at det kan lykkes, siger han.

/ritzau/