DR fyrer Khader efter konservativt folketingskandidatur

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

Danmarks Radio siger farvel til Naser Khader som studievært på P1-programmet 'Arabiske stemmer', fordi han opstiller til Folketinget for De Konservative.

Det skriver dr.dk ifølge MediaWatch.

- Allerede i går fortalte jeg Naser Khader, at vi ikke kan leve med hans dobbeltrolle, siger redaktionschef Judith Skriver, DR Danmark, til DR Kultur.

- Det strider imod DRs programetik, at have en politiker ansat, der har nogen af de samme værdipolitiske mærkesager, som han udtaler sig om som vært.

Der er ifølge Judith Skriver ingen vej udenom, selv om hun gerne så ham fortsætte. Det ville Naser Khader også gerne. Han er uenig med DR og mener ikke, at "Arabiske stemmer" er et politisk program.

Naser Khader peger på, at i lørdagsprogrammet "Mads og monopolet" på P3 er Søren Pind (V) fast gæst sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Siden 2012 har Naser Khader bestyret "Arabiske stemmer" sammen med Steen Nørskov. Nu søger DR en afløser for Naser Khader, oplyser Judith Skriver.

/ritzau/