FCM frygter stærke bagspillere i europæisk finale

Skrevet af admin

01/05/2015

Dagens topnyheder

Der venter FCM Håndbold særdeles hård fransk modstand, når det danske hold søndag på udebane møder Fleury Loiret HB i den første af to Cupwinners Cup-finaler.

Franskmændene har nemlig tre stærke bagspillere, som midtjyderne har fokus på at lukke ned. Det siger cheftræner Helle Thomsen.

- Det er et rigtigt spændende hold, som er rigtig godt spillende. De har store individuelle stjerner i form af Alexandrina Barbosa og Marta Mangué, og så har de også Gnonsiane Niombla fra det franske landshold.

- Det er tre rigtigt stærke bagspillere, og de gør, at man måske glemmer lidt at snakke om deres stærke fløje, streg og målmand, siger Helle Thomsen.

Spanieren Marta Mangué har tidligere optrådt for Team Esbjerg, mens FCM kender hendes landsmand Alexandrina Barbosa fra sidste sæson, hvor FCM mødte Barbosa i Champions League, hvor hun spillede for Thüringer HC.

- Sidste år havde vi også kampe mod Barbosa. I den ene kamp ramte vi hende rigtig godt, mens vi i den anden ikke havde kontrol over hende. Hun kan score mellem 5 og 15 mål, siger Helle Thomsen.

I semifinalen tævede franskmændene Hypo Niederösterreich på både ude- og hjemmebane, mens FCM slog FTC-Rail Cargo Hungaria i begge opgør.

Spørgsmål: Hvad er et godt resultat at få med hjem fra Frankrig?

- Det kommer helt an på, hvordan kampen forløber. Vi skal ikke smide for mange mål dernede. Vi vil selvfølgelig gerne vinde, men omvendt må vi ikke begynde at smide en fire-fem mål dernede, siger Helle Thomsen.

Cheftræneren påpeger også, at franskmændene har en bredere trup og derfor er bedre garderet mod skader, men hun vil ikke give dem favoritværdigheden.

- Man kan ikke sige, hvem der er favoritter. Det er to forskellige systemer, og dem, der håndterer det bedst, kommer til at vinde det her, siger Helle Thomsen.

Opgøret i Frankrig spilles søndag klokken 18, mens der er returkamp søndagen efter i Ikast.

/ritzau/