Forsvarschef: F-35 giver operative og logistiske fordele

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

I forsvarschef Peter Bartrams øjne er kampflyet F-35, som regeringen torsdag har indstillet til at være Danmarks nye kampfly, et rigtigt godt valg.

- Jeg hæfter mig ved, at Joint Strike Fighter i de gennemførte analyser entydigt har klaret sig bedst.

- Joint Strike Fighter er fremtidens fly for mange af vores faste samarbejdspartnere, hvilket giver operative og logistiske fordele, siger forsvarschefen i en pressemeddelelse fra Værnsfælles Forsvarskommando torsdag.

De nye kampfly skal erstatte F-16 kampflyene, som har været brugt i mere end 35 år.

Chefen for Flyverstaben, generalmajor Max A.L.T. Nielsen ser helt nye muligheder for flyvevåbnet med F-35 Joint Strike Fighter-kampflyet.

- Med F-35 vil vi gå fra et fjerde- til et femtegenerations-kampfly. Det vil kunne give flyvevåbnet et markant teknologisk løft. Vi vil blive rustet til også fremover at klare de mange opgaver herhjemme og ude i verden, siger generalmajoren.

Chefen for flyverstaben pointerer, at valget af F-35 Joint Strike Fighter ikke blot handler om at have det nyeste udstyr.

- Det her drejer sig om at få en platform, der både bevisligt er bedre til opgaven, og som også sikrer vores piloter bedst muligt, siger Max A.L.T. Nielsen.

Regeringen anbefaler en ordre på 27 kampfly, der koster 20 milliarder kroner, og som hentes fra Forsvarets eksisterende budget. Samtidig må indkøbet ikke gå ud over Forsvarets operative evner.

- Vores økonomi er udfordret, og vi har derfor set på, hvor meget vi ved forskellige tiltag og med accept af nogle risici kunne reducere antallet af fly og samtidig løfte de operative opgaver, siger Peter Bartram.

- Ud fra det hensyn bakker jeg op om at købe 27 fly, siger forsvarschefen.

Han mener, at det antal giver en god balance mellem Forsvarets samlede økonomi og evnen til at varetage de operative opgaver.

Forsvaret vil nu afvente de politiske drøftelser, der skal ende med en endelig beslutning om Danmarks nye kampfly.

/ritzau/