Kian Hansen vil frem og angribe Napoli fra start

Skrevet af admin

21/10/2015

Mest læste i dag

På papiret ligner Napoli et hold, man skal have respekt for, når man hedder FC Midtjylland, og det har de midtjyske spillere da også.

Det betyder dog ikke, at man skal lægge forsigtigt ud i kampen torsdag, når det italienske storhold gæster MCH Arena, mener forsvarsspilleren Kian Hansen.

- Jeg håber, vi ryger ud over isen og presser Napoli, så vi får vist, hvad vi kan. Vi har et fyldt stadion og god selvtillid lige for tiden, lyder det fra FCM-spilleren.

Det midtjyske hold har fået en fremragende indledning på Europa League-gruppespillet med to sejre i to kampe, og det kan både ses og mærkes på holdet.

- Vi har efterhånden spillet en del europæiske kampe i år, og vi har kun tabt én. Det avler selvtillid det hele, og vi bruger alt, hvad vi har lært på vejen, siger Kian Hansen.

- Derfor synes jeg også, man begynder at kunne se, at det er et meget modent og voksent hold, vi sender på banen hver gang.

Faktisk har holdet kun tabt én europæisk kamp i denne sæson, selvom man har været gennem kvalifikation til først Champions League og siden hen Europa League.

Nederlaget var i hjemmekampen mod cypriotiske Apoel i Champions League-kvalifikationen, men FCM-holdet lærte noget af kampen, som man nu selv kan bruge.

- Vi lærte meget af Apoel-kampen, hvor de trak tiden utroligt meget. Det kan vi bruge. Måske skal vi også tage lidt længere tid på dødbolde og få modstanderen hylet lidt ud af den, forklarer Kian Hansen.

Kampen spilles på MCH Arena torsdag klokken 21.05.

/ritzau/