Rasende direktør: Loft blandede sig for meget

Fagdirektør i Skatteministeriet var vred over, at tidligere departementschef Peter Loft blandede sig mere i afgørelsen af Thorning-parrets skattesag, end daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans spindoktor, Peter Arnfeldt, gjorde.

Det hævder skattedirektør i Skat København Lisbeth Rasmussen onsdag, hvor ottende akt af Skattesagskommissionens afhøringer er skudt i gang.

Lisbeth Rasmussen, der var chef for sagsbehandlerne på sagen, fortæller, at hun blev ringet op af fagdirektøren Ivar Nordland om aftenen den 16. september 2010 efter et møde hos Skat København.

Nordland oplyste, at Peter Loft, Peter Arnfeldt og Troels Lund Poulsen angreb Skat Københavns netop fremsendte agterskrivelse, der går forud for den endelige afgørelse.

Agterskrivelsen faldt ud til daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, fordel.

Men ifølge Lisbeth Rasmussen var Ivar Nordland både "vred og ophidset" over Peter Loft, som han mente blandede sig for meget.

På trods af Skatteministerium-spidsens protester fastholdt Skat København afgørelsen i sagen og "frifandt" Thorning-parret.

Lisbeth Rasmussen retter også hård kritik mod Troels Lund Poulsens tidligere særlige rådgiver, Peter Arnfeldt.

Hun hævder, at han på bedrevidende vis stillede skattetekniske spørgsmål til afgørelsen, hvilket overskred Lisbeth Rasmussens grænse.

Hun kalder Peter Arnfeldts indblanding for "virkelighedsfjern".

Onsdag har Lisbeth Rasmussen ligeledes belastet Troels Lund Poulsen yderligere i den omfattende sag.

Hun er således af den opfattelse, at der lå et massivt pres på departementschef Peter Loft fra den tidligere skatteminister.

Lisbeth Rasmussen understreger, at hun ikke har "et meget konkret bevis" for, at Troels Lund Poulsen skulle have presset Peter Loft. Hun begrunder sin fornemmelse for presset med departementschefens "meget store interesse" for sagen.

- Hans anspændthed pegede på, at det (presset, red.) var inde fra ministeriet. Fra Troels Lund Poulsen, siger Lisbeth Rasmussen.

 

 

Dagens Gossip