Spanien og Portugal klager til EU efter græsk udfald

Skrevet af admin

02/03/2015

Dagens topnyheder

Spanien og Portugal har klaget til EU-Kommissionen, efter den græske premierminister, Alexis Tsipras, har beskyldt de to lande for at forsøge at spænde ben for den græske venstrefløjsregering.

Han sagde under et partiarrangement lørdag, at Spanien og Portugal havde været særligt strikse under de nylige forhandlinger om Grækenlands låneprogram, fordi de er bange for, at venstrefløjen i deres egne hjemlande vil blive styrket.

Tsipras anklagede de to lande for at have ført an i "en akse af stormagter", der ifølge den græske premierminister forsøgte at "køre forhandlingerne ud over kanten".

- Planen var, og er stadig, at nedslide, vælte eller tvinge vores regering til ubetinget overgivelse, inden vores arbejde begynder at bære frugt, og inden det græske eksempel påvirker andre lande, er Tsipras citeret for at have sagt på regeringspartiet Syrizas møde.

Spaniens centrum-højre premierminister, Mariano Rajoy, påpegede søndag, at Spanien har støttet Grækenland med flere milliarder euro, på trods af at landet selv har økonomiske problemer.

Derefter indgav de to lande en formel klage til EU-Kommissionen og udbad sig en kommentar fra kommissionen.

Ordstriden kommer efter vanskelige forhandlinger om en forlængelse af den græske lånepakke, og den risikerer at forværre forholdet mellem Grækenland og landets europæiske partnere.

I forvejen er der bekymring for, at spændingerne kan føre til, at Grækenland går bankerot eller helt forlader eurozonen.

Tyskland har fordømt udtalelserne fra Tsipras. En talsmand for den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, siger, at sådanne anklager ikke hører hjemme i EU.

- Efter europæisk standard var det en meget uren tackling. Det gør vi ikke i eurogruppen, siger talsmanden, Martin Jäger.

Han tilføjer, at Spanien og Portugal er partnere, som Tyskland arbejder tæt sammen med, og at de to lande fortjener "stor ros" for at have gennemført reformer.

/ritzau/dpa