Stoltenberg: Irak må ikke gentage sig i Afghanistan

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Natos kommende generalsekretær Jens Stoltenberg gentager sig selv flere gange under et møde med pressen i Bruxelles mandag:

- Jeg er her ikke for at komme med politiske programerklæringer, simpelthen fordi Nato har én generalsekretær, og han er dansk og hedder Anders Fogh Rasmussen.

Jobbet som generalsekretær er rigtig nok Foghs lidt over tre måneder endnu.

Og selvom Stoltenberg derfor er forbeholdende, sniger der sig et par politiske erklæringer ud i sommerheden i den belgiske hovedstad, som fra første oktober bliver hans nye hjem.

- Vi ser, hvor vigtigt det er, at Nato nedtrapper sit militære nærvær i Afghanistan, så vi undgår noget, der ligner det, der sker i Irak, siger han.

Siden USA trak sine styrker ud af Irak i 2011, er der sket en gradvis optrapning af konflikten i landet, hvor voldelige militante islamister har erobret store områder. Om det kan blive relevant for Stoltenberg at sende Nato-soldater til Irak, vil han ikke svare på.

- Vores opgave er at lære mest muligt af Irak for at undgå, at noget lignende sker i Afghanistan. Vi har ikke tænkt os at gå i nul men at opretholde en militær tilstedeværelse for at støtte, rådgive og vejlede (afghanerne, red.), siger Stoltenberg.

Nato trækker sine resterende kampstyrker helt ud af landet i slutningen af 2014.

Urolighederne på grænserne til Nato-allierede i både Irak og Syrien men også i Nordafrika og Ukraine vil præge Stoltenbergs tid i Nato, mener han:.

- Det er store udfordringer, jeg skal tage fat i som generalsekretær.

Stoltenberg mødes mandag med Fogh i Bruxelles og tager så til Berlin for at mødes med den tyske forbundskansler Angela Merkel. Senere på ugen mødes han med den polske premierminister Donald Tusk og med Frankrigs præsident Francois Hollande.

- Jeg skal have kendskab til det, der sker i Natos hovedkvarter i Bruxelles, men også de vurderinger og synspunkter, der gør sig gældende i hovedstæderne i medlemslandene, siger Jens Stoltenberg.

/ritzau/