Tre personer er anholdt for skyderi mod Arla-ansat

Skrevet af admin

11/12/2014

Mest læste i dag

Tre tilhængere af Islamisk Stat er anholdt for at skyde en dansk Arla-medarbejder i Saudi-Arabien, oplyser det saudiarabiske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Skyderiet fandt sted den 22. november, da den danske Arla-ansatte blev ramt i skulderen og i brystet af skud i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh. Det skete, da han i bil forlod sin arbejdsplads.

- Gerningsmændene til dette modbydelige angreb, tre saudiarabere, er blevet anholdt, siger talsmanden, general Mansour al-Turki, i en pressemeddelelse, der er sendt ud af det saudiarabiske nyhedsbureau SPA.

Han oplyser samtidig, at der er fundet beviser i forbindelse med anholdelserne.

- Sikkerhedsstyrker var i stand til at finde gerningsvåbnet, der var en pistol af mærket Glock samt bilen, der blev brugt ved skyderiet, siger han.

Talsmanden tilføjer, at de mistænkte havde "trænet i to uger" inden angrebet.

En gruppe tilhængere af Islamisk Stat hævdede efterfølgende i en video, der blev lagt ud på internettet, at det var dem, der skød den danske Arla-medarbejder.

Videoen er optaget fra en bil, som kører på en vej med skilte mod forskellige bydele i Riyadh. Her ser man en pistol blive affyret gennem et åbent vindue mod en hvid bil, der kører i samme retning.

Der har imidlertid hersket tvivl om videoens ægthed.

Danskeren, som blev skudt, er siden blevet opereret og er i bedring.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyser, at de danske myndigheder har et godt samarbejde med de saudiarabiske myndigheder i forbindelse med sagen.

- Jeg har noteret mig, at de saudiarabiske myndigheder oplyser at have pågrebet de mulige gerningsmænd til skudattentatet, siger chefen for PET, Jens Madsen.

- På nuværende tidspunkt kan jeg ikke give yderligere oplysninger om sagen. Jeg vil dog gerne understrege, at der i den konkrete sag har været et godt samarbejde med de saudiarabiske myndigheder, siger han i en skriftlig kommentar.

Efter skyderiet har Arla skærpet sikkerheden til det maksimale for sine ansatte i Riyadh.

/ritzau/AFP