To unge forsøgte at kapre kvindes bil

Skrevet af admin

28/07/2014

Mest læste i dag

En kvindelig bilist fik en grim oplevelse, efter at hun i Kalundborg forleden morgen blev stoppet af to unge mænd, der forlangte at overtage hendes bil.

- Hun er temmelig chokeret over hændelsen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Fredag morgen kørte kvinden ud af byen for at komme på arbejde, da to mænd pludselig sprang ud foran bilen.

For ikke at ramme den ene måtte hun bremse kraftigt op, og bilen gik i stå.

De to mænd forsøgte at åbne dørene til bilen, men hun havde låst dem.

"Ud af bilen, kælling - vi skal til Næstved," lød ordren fra den ene.

Da bilisten nægtede, blev den ene aggressiv og slog sin knyttede næve gentagne gange ned i kølerhjelmen og taget, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Heldigvis fik hun bilen i gang igen, så hun kunne slippe væk.

Hændelsen skete fredag klokken 7.15 på Slagelsevej ud for Peugeot-forhandleren.

Nu håber politiet at få informationer fra offentligheden, så de to mænd kan blive identificeret og anholdt.

Begge har et afrikansk udseende, begge er i 20'erne, og begge har kort afrohår.

Den ene er meget mørk i huden og beskrives som muskuløs. Han var iført en rød, hvid og grøn trøje med tallet 52 på og lyseblå cowboyshorts.

Den anden havde lange cowboybukser og en grøn T-shirt på.

/ritzau/