Cavalier King Charles Spaniel (Cavalieren)

Skrevet af webmaster

30/01/2018
Cavalier King Charles Spaniel
Cavalieren er kendt for sin blide natur og venlig overfor andre hunde og fremmede mennesker. Cavalier King Charles Spaniel trives ligeså godt i lejlighed som i hus og have.

Dagens topnyheder

Cavalier King Charles Spaniels Historie og Anvendelse

Den Cavalier King Charles Spaniel vi kender i dag er den direkte efterkommer af de små Toy Spaniels, der kan ses i mange billeder fra det 16., 17. og 18. århundrede. Toy Spaniels var ganske almindelige som kæledyr for hoffets damer i Tudor-tiden, og det var her de fik det kongelige navn King Charles Spaniels. Historien fortæller os, at kong Charles II sjældent blev set uden to, tre eller flere af racen i hælene.

Som tiden gik, gik Toy Spaniels af mode. Vi hører ikke meget om Toy Spaniels igen før det 18. og 19. århundrede. På den tid blev den særlige linje af røde og hvide Toy Spaniels opdrættet på Blenheim Palace, og de var velkendte for deres sportslige kvaliteter såvel som for deres rolle som damernes selskabshunde.

I dronning Victoria -tiden begyndte opdrættere at afholde shows og entusiaster begyndte seriøst at opdrætte hunde til en ønsket type. Dette bragte en ny mode; hunde med et kortere ansigt udviklede sig gradvist til den moderne King Charles Spaniels flade ansigt. Der var mange dygtige opdrættere på dette tidspunkt, og de havde held med at avle avlshunde af højeste kvalitet, med fladt ansigt, buet kranium og med meget lange ører, der var placeret lavt. Denne type er stadig populær og er en meget dejlig race.

I 1920'erne ankom amerikaneren Roswell Eldridge til England. Han var en stor beundrer af Toy Spaniels og blev ubehageligt overrasket over at opdage, at der ikke var nogen af de små Toy Spaniels tilbage. Han forsøgte straks at rette op på dette ved at tilbyde præmier i tre år (det blev senere forlænget til fem år); 25 £ for den bedste hanhund og bedste tæve, for hunde af sorten, der blev set i King Charles IIs tid. Det følgende er et citat taget fra Crufts katalog: "Som vist i billederne fra King Charles II's tid; Langt ansigt, intet stop, fladt kranium, (ingen tilbøjelig til at være buet) og med pletten i midten af kraniet".

King Charles opdrætterne tog ikke disse specifikationer særlig alvorligt. De havde arbejdet hårdt i årevis for at fjerne den lange næse, så det var næppe et populært træk. Efterhånden som de store præmier ebbede ud, var der kun få entusiaster tilbage til at fortsætte avlsforsøgene. Fremtrædende blandt dem var fru Hewitt Pitt. I slutningen af de fem år var der opnået meget lidt, og den engelske Kennel Club fandt, at hundene ikke var tilstrækkeligt talrige eller standardiserede til at fortjene en særskilt raceregistrering.

I 1928 blev  der dog grundlagt en klub og navnet "Cavalier King Charles Spaniel" blev valgt. På det første møde, der blev afholdt den anden dag i Cruft's Dog Show, 1928, blev racen opstillet, og det var praktisk talt det samme som vi kender i dag. Det blev aftalt, at hunden så vidt muligt skulle beskyttes mod modeluner og at der ikke skulle foregå nogen trimning.

I 1945 tillod den engelske Kennel Club separat registrering, og i 1960 havde den årlige Cavalier-registrering hos den engelske Kennel Club nået fire cifre, og der var blevet kåret ikke mindre end 60 Champions. Racen var på vej! Cavalierklubber var allerede veletablerede i USA, Australien og New Zealand og var nyligt etablerede i Finland og Sverige. Cavalierklubben blev stiftet i Danmark d. 2. september år 2000. Ifølge Dansk Hunderegister fandtes der ca. 7.500 cavalierer i Danmark i 2012. 

Cavalier King Charles Spaniel er opdrættet som en selskabshund, men den har stadig beholdt sin sportslige natur fra sine forfædre i familien af Spaniels. Hvis hunden ikke lige sidder på skødet eller bliver nusset på maven, så er den helt med på at jagte fugle. 

Det er vigtigt altid at vælge en cavalier fra en stambogførende opdrætter godkendt af Dansk Kennel Klub, da denne hunderace er disponeret for hjertesygdomme, øjenproblemer og misdannelser i kraniet. Med en hund fra en godkendt, stambogsførende opdrætter kan du være sikker på, at din hvalps forældredyr har gennemgået strenge avlsprogrammer, der inkluderer grundige hjerteundersøgelser. Undgå derfor de mange hunde, der er avlet uden sundhedstest og avlsrestriktioner. 

Karakteristika for Cavalier King Charles Spaniel

  • Cavalier King Charles Spaniel er kendt for sin søde og blide natur
  • Den er en selskabshund og en familiehund og knytter sig nært til hele familien 
  • Denne hund er utrolig børnevenlig
  • Den er en legesyg hund
  • Cavalieren er venlig overfor andre hunde og fremmede mennesker
  • Cavalier King Charles Spaniel fælder minimalt
  • Den er fleksibel og trives lige godt i en lejlighed som i hus og have
  • En Cavalier King Charles Spaniel gør ikke meget
  • Hvis der fandtes logre-konkurrencer, ville Cavalieren have gode odds for at vinde
  • Den bryder sig ikke om at være alene hjemme

Fakta om Cavalier King Charles Spaniel

Oprindelsesland: Storbritannien

Størrelse: Skulderhøjden for begge køn er 31-33 cm  

Vægt:  Gennemsnitsvægten for begge køn bør ligge på 5,4-8 kg. 

Farver: Sort med tanfarvede aftegninger, ensfarvet rød, hvid med kastanjebrune partier (farven kaldes blenheim) eller trefarvet hvid-tan-sort. 

Andre navne: Det internationale racenavn er Cavalier King Charles Spaniel, men i daglig tale omtales den mest som Cavalieren.

Type: Selskabshund 

Cavalieren - Mentalitet og Temperament

Cavalier King Charles Spaniel er en kærlig, hengiven og absolut frygtløs hund, med et mildt og muntert temperament. Den er venlig uden tendens til aggressivitet. Den er ivrig efter at behage sin ejer, og egner sig godt til lydighedstræning eller agility. Du bør dog anvende positive, venlige træningsmetoder, da Cavalieren har et følsomt sind. Denne hund er fleksibel og trives lige godt i en lejlighed som i hus med have, sålænge den får tilstrækkelig med motion, da den fra naturens hånd er aktiv.

Cavalieren vil følge sine mennesker rundt i boligen. Med sådan en hund i huset er du aldrig mere alene; Ikke engang på toilettet! Fordi denne hunderace er så knyttet til sin familie, så har den det bedst, når der er nogen hjemme hele dagen. Den vil aldrig kunne trives i et miljø, hvor den tilbringer timevis lukket inde i en baggård alene eller på anden måde bliver ignoreret.

Hvis Cavalier King Charles Spanielens karakteristiske logren med halen ikke smelter dit hjerte, så vil dens store, mørke øjne helt sikkert gøre det. De er varme med en sød udstråling og har evnen til at udløse en konstant strøm af kærtegn eller godbidder fra menneskene omkring den. 

Cavalier King Charles Spaniel - Hvalpens Opdragelse og Pleje

Når det handler om at træne din hvalp, så er Cavaliers generelt intelligente og villige til at prøve, hvad end det er, du vil have den til at gøre. Godbid-belønninger og positiv forstærkning bidrager til, at træningen går glat. En Cavalier King Charles har en blød personlighed, så råben af den er kontraproduktiv og vil sandsynligvis få denne kærlige lille hvalp til at gemme sig. Beløn den i stedet for hver gang du ser den lave noget, du kan lide. Den vil falde over sine egne poter for at behage dig.

Mad: Denne uimodståelige hund har en tendens til at blive overvægtig, da den simpelthen elsker mad. Den er vild med pommefrites og pizza, så du må være stærk på hundens vegne og tilbyde den en rask gåtur langs stranden eller en tur i hundeskoven i stedet for. Heldigvis findes der meget godt kvalitets tørfoder, som indeholder nøjagtigt det, din hund har brug for og som angiver mængde foder i forhold til hundens vægt og aktivitet.

Motion: Hvad motion angår, så kan Cavalier King Charles Spanielen være lidt af en sofa-kartoffel, men det skal du ikke lade dig narre af, fordi den er altid parat til at få rørt kroppen, gå lange ture eller  tage en løbetur – uanset vejret. Den har brug for at få rørt sig hver dag, specielt hvis den får mange godbidder, fordi den som sagt har tendens til at tage på i vægt, men også fordi denne hund af natur er aktiv.

Pelspleje: En Cavalier King Charles Spaniel fælder minimalt. Dens pels er nem at holde og kræver kun børstning et par gange om ugen. Den skal ikke hverken klippes eller trimmes.

Specielle behov: En Cavalier King Charles Spaniel kan ikke lide at være alene hjemme, den vil være sammen med sine mennesker – og helst hele dagen!

Foreninger og Andet for Cavalier King Charles Spaniel

Cavalierklubben er en specialklub under Dansk Kennel Klub og dermed anerkendt af FCI. FCI (Fédération Cynologique Internationale) er en international hundeorganisation, der organiserer nationale kennelklubber som f.eks Dansk Kennel Klub. Cavalierklubben udgiver medlemsblader Cavalierposten, der udkommer fire gange årligt.

Du kan læse mere om klubben her: cavalierklubben.dk

Cavalier King Charles Spaniel Tilhører FCI Gruppe 9 – Selskabshunde. Det kan være vigtigt at kende hundens racekrav i forbindelse med køb og salg.  Du kan hente FCI Standard for Cavalier King Charles Spaniel her:  hundeweb.dk/dkk/public/getRaseFil?FIL_ID=189

Denne racer er beslægtet med forskellige spaniels-typer.