Hjemmerøver fandt offer i Den Blå Avis

En familie på Østerbro i København havde udbudt nogle smykker til salg i Den Blå Avis og troede, at de skulle vise smykkerne frem til en mulig køber. I stedet for blev familien udsat for et hjemmerøveri.

Det oplyser Thomas Dürr fra røveriafdelingen hos Københavns Politi til Ritzau.

En mand havde ringet og lavet aftale om at komme og se smykkerne i familiens lejlighed i Gustav Adolfs Gade.

Mens smykker og kvitteringer en dag for to uger siden blev fremvist for ham, trak han en pistol, og løb med smykkerne.

Røveriet blev anmeldt til politiet, og fredag lykkedes det at anholde røveren.

Der er tale om en 20-årig mand, som politiet nu sigter for hjemmerøveri.

Ifølge Thomas Dürr har den unge mand delvis erkendt røveriet.

Ved et grundlovsforhør fredag eftermiddag vil politiet kræve ham varetægtsfængslet.

 

 

Dagens Gossip