En cirka 20-årig mand er ramt af skud i ryggen i Værløse, og han er nu kørt på Rigshospitalets Traumecenter efter det tredje skudopgør i Nordsjælland i weekenden, oplyser Nordsjællands Politi.
Politiet blev alarmeret om skyderiet omkring klokken 13.30, og kort tid efter stod en mulig flugtbil i flammer ved Skovmosen i Allerød.
- Vi efterforsker bredt lige nu og udelukker intet. Derfor undersøger vi også bilen i Allerød, siger vagtchef Ole Hestbæk til Ritzau.
Et vidne til skyderiet på Gammelhareskovvej i Værløse oplyser til Ritzau, at der blev affyret fem skud kort efter hinanden klokken 13.23 søndag.
- Det lød som om, at det var fra et automatisk eller halvautomatisk våben, siger Kjeld Wetlesen, der bor knap 100 meter fra skyderiet.
Den seneste skudepisode kommer efter et skuddrab på en 19-årig mand fredag i Høje Gladsaxe, hvor politiet fandt en hvid Ford Ka i brand kort efter.
Ved et andet skudopgør mellem to grupper unge i Kokkedal lørdag, blev der affyret mindst 15 skud. 13 skud fra to biler, og to skud fra en gruppe, hvor en ung mand blev ramt i foden og en 21-årig er sigtet for drabsforsøg.
Kort tid efter fik politiet en anmeldelse om to brændende biler i Lundtofte ved Lyngby, cirka et kvarters kørsel fra gerningsstedet. Politiet undersøger nu, om der er sammenhæng mellem de to episoder i Lundtofte og Kokkedal.